Historien om ensomme mænd, der køber sig til kærlighed fra Asien, er fortalt før. Nu får den så en ødipal drejning i et lille fiskersamfund.
I Frederikke Aspöcks nye Rosita får både far (Jens Albinus) og søn (Mikkel Boe Følsgaard) følelser for en filippiner-kvinde (Mercedes Cabral), der ankommer til Danmark og undrende trykker en finger ned i den sky, som skal oven på rullepølsen i madpakken.
Aspöck er uddannet fra den prestigefyldte Tisch School of the Arts i New York, og hun debuterede med kortfilmen Happy Now, der vandt en pris i Cannes.
Senere lavede hun kortfilmen Får i Danmark, en urkomisk skildring af et gennemtærsket utroskabstema. Især Søren Sætter-Lassen er forrygende som vattet morfar, der skal stå for sankthansbålet.
Til gengæld skuffede debutspillefilmen Labrador fælt. Den er et tungt og symbolmættet kammerspil, hvor faretruende ravne samler sig over de tre hovedpersoner – far, datter og kæreste.
Rosita er en tilbagevenden til en mere løssluppen tone. Kim Fupz Aakeson står bag manuskriptet, og det lille samfunds normer skildres med humor, når faren må belære sin søn om, at man ikke slår nogen ned på en fiskekutter. Den slags gør man på kroen!
Enkemanden Ulrik (Albinus) savner kærlighed i sit lille røde murstenshus. Derfor får han med en vens hjælp bragt filippinske Rosita (Cabral) til sig, som var hun en pakke. Ulrik kan ikke engelsk, og de kan derfor ikke tale sammen. Sønnen Johannes (Følsgaard), der stadig bor hjemme, agerer tolk i forholdet.
Historien om asiatiske kvinder, der kommer til Danmark for at tilfredsstille enlige mænd, er ofte offerbeskrivelser. Kvinderne skildres som en depressiv blanding af husholderske og lolita-dukke. Janus Metz’ Thy/Thailand-dokumentarer og Mads Matthiesens 10 timer til paradis har dog nuanceret emnet.
Mercedes Cabral leverer en fornem og kompleks præstation som Rosita, der ikke giver køb på integriteten, selvom hun er fanget i en prekær situation. Hun ved, hvad der økonomisk set er mest fornuftigt. Men samtidig begynder hun at synes, at den unge Johannes er sød.
Trekantsdramaet er så forudanet, at man kunne ønske det forløst på mere original eller aggressiv vis. Ulrik og Johannes er begge to mænd fra provinsen, der ikke taler højt om følelser – og der er også langt til handling.
Dyre-symbolikken fra Aspöcks tidligere film er også til stede i Rosita. I Får fungerer den uldne skare som græsk kor, der betragter det pæne middagsselskabs opløsning. I Labrador varsler fugle og en sort hund problemer. Og denne gang smækkes en kold fisk med store, døde øjne på et skærebræt i det hjem, hvor Rosita og Ulrik ikke kan kommunikere.
Rosita er optaget ved den nordjyske vestkyst, ligesom Søren Balles glimrende Klumpfisken. Men her er der ingen, som snakker nordjysk. Det kan selvfølgelig være for at skabe en fornemmelse af, at dette kunne være en hvilken som helst fiskerby.
Personerne er skildret med en god portion varme og udstilles aldrig. Men filmen formår ikke at løsrive sig fra den prosaiske kendsgerning, at de ellers dygtige skuespillere er udefrakommende, der blot er blevet installeret i et brunligt provinshjem fuld af stueplanter og tvivlsomme malerier af klitter og bølger.
Jens Albinus gør det udmærket som den akavede Ulrik med optrukne skuldre, stive bevægelser og hænder, der lugter af fisk fra arbejdet på den lokale fabrik. Og Mikkel Boe Følsgaard portrætterer fisker-sønnen med ring i venstre øre og den indre smerte, man genkender fra Arvingerne. Begge mangler dog den autenticitet, Henrik Birch besidder som Kesse i Klumpfisken.
Men det er tankevækkende, at de ensomme i Udkantsdanmark endnu engang skal reddes af en kærlighed, der kommer udefra, som det også skete i Klumpfisken.
Kommentarer