Hvad skal man mene om velhavende, hvide europæere, der tager på safari i Afrika for mod betaling at få lov til at skyde vilde dyr – blot for at få taget et souvenirfoto af sig selv poserende ved det nedlagte bytte arrangeret malerisk på savannen?
Har man ikke selv jægerblod i årerne, kunne man for eksempel undre sig. Eller man kunne sadle moralens høje hest og blive godt gammeldags forarget.
Men man kunne også – i et øjebliks klarsyn – simpelthen blive grebet af forfærdelse over, hvad den manglende respekt for dét, der er tilbage af den uberørte natur, fortæller om menneskets egen natur.
Safarifænomenet er netop temaet for den østrigske filmmager Ulrich Seidls seneste udspil, en halvanden time lang og dansk co-produceret dokumentar om en gruppe hvide turister på storvildtsjagt i Sydafrika.
Men selv om Seidl givetvis har en mening om de mennesker, han portrætterer, holder han sædvanen tro den for sig selv. Et greb, der i tidligere værker om civilisationens groteske skyggesider har efterladt publikum med en blanding af kvalme, ophidselse og afmagtsfølelse.
Og ofte med en skamfuld latter stikkende i halsen, fordi de ubehagelige billeder, Seidl præsenterer os for, i urovækkende grad spejler sider hos os selv, som vi er mindre stolte af.
Ved en umiddelbar betragtning er alt ved det gamle i Seidls nye film. Der åbnes med tableauer i signatur-kategorien: faste indstillinger af et ældre ægtepar med laskede, svage kroppe på ferie i eksotiske omgivelser, der knap nok lader sig ane bag de hegn, som beskytter dem (eller spærrer dem inde).
Lokationen viser sig at være Afrika, og dermed er vi inde på temaer, som kendes fra tidligere Seidl-værker: turisme (spillefilmen Paradis: Kærlighed, 2012), relationen mellem mennesker og dyr (dokumentaren Animal Love, 1995), eurocentrisme eller koloniherrementalitet (spillefilmen Import Export, 2007), menneskenes horrible hemmeligheder (dokumentaren I kælderen, 2014) …
Hvormed vi faktisk er i gang med at opremse samtlige Seidls film, for dybest set handler de alle om fremmedgørelse anskuet gennem en optik, der kunne være formet af Jean-Paul Sartres udsagn om, at helvede, dét er de andre!
Vi er i kendt Seidl-land – og så alligevel ikke. I Safari er der nemlig skruet ned for effekterne i det klassiske Seidl’ske freakshow. Og i stedet for den sædvanlige vekslen mellem chok og nervøs latter lader filmen ubehaget snige sig ind på publikum som en lugtfri giftgas.
Efter de indledende tableauer glider formen over i noget, der ligner konventionel dokumentarisme.
I håndholdte optagelser følger filmmageren forskellige medlemmer af et rejseselskab, der tilsyneladende udgøres af en familie bestående af et midaldrende forældrepar og deres to halvvoksne børn. Samt – for den komiske effekt – det ældre ægtepar fra indledningen, hvor manden tilbringer dagene med at drikke dåseøl i en udkigspost, mens kvinden branker dellerne ved poolkanten.
I nøgtern reportagestil tages vi med på et antal jagtudflugter, hvor byttet gradvist opgraderes fra forholdsvis værdineutrale dyr i bøffelkategorien til mere ikoniske sager som zebraer og giraffer. Og ind imellem jagtscenerne er så anbragt typiske Seidl-skud af safarideltagerne, hvor de parvis bringes til at tale om deres forhold til dét at slå dyr ihjel.
Specielt for de unge menneskers vedkommende sker det med en hårrejsende mangel på modenhed.
Dette bærende lag i filmen er – alt efter temperament – interessant eller modbydeligt. Men dér, hvor Safari for alvor skiller sig ud fra tidligere Seidl-værker, er i en række optagelser af de lokale afrikanere, der sidder i deres primitive hytter og stirrer ind i linsen, mens de fremviser dagens måltid, nemlig de ”værdiløse” dele fra de nedlagte dyr, som er blevet til overs, efter at de er blevet udstoppet som trofæer.
Dette subtile og ordløse kommentarspor til filmens hovedscener er et nyt element hos Ulrich Seidl. Ligesom tilnærmelsen til observerende dokumentarisme er et greb, der i højere grad end tidligere giver plads til refleksion og nuancer.
I Safari får pointerne med andre ord virkelig plads til at synke ind. Hvilket ikke er spor rart. For hvad skal man dog mene om velhavende hvide europæere, der tager på safari i Afrika for mod betaling at få lov til at skyde vilde dyr?
Kommentarer