Da Margarethe Tiesels figur i Paradis Kærlighed drager på sexeventyr i Kenya, efterlader hun sin trettenårige datter på en sommerlejr for overvægtige, hvor det er meningen, hun skal tabe sig. Hendes historie skildres i Paradis Håb, som er den mest ”dokumentariske” af filmene i den forstand, at den nøje beskriver de øvelser, en række unge må underkaste sig sommeren igennem. Men Seidl udvikler samtidig en fiktiv kerne omkring de unges kærlighedslængsel: Hovedpersonen forelsker sig desperat i den 40 år ældre læge i lejren, hvad der resulterer i en særlig form for tåkrummende Seidl’sk pinlighed. Men man må nok mene, at Paradis Håb er den mindst perspektivrige af de tre film, måske fordi Seidl føler, at han ikke bør drive sine sårbare teenagere så langt ud i tovene som sine mere hærdede voksne personer.
Hvis der er ét tema, der binder de tre film sammen, så er det længslen efter ømhed. Det er ved at fokusere på denne længsel, at Seidl egentlig styrer uden om de misantropiske afgrunde, der lurer i hans film, og i stedet røber en helt særlig medfølelse over for sine kuldslåede personer.
Trailer: Paradis Håb
facebook
twitter
Kommentarer