Safe Haven

Når den svenske instruktør Lasse Hallström er bedst – Mit liv som hund, Hva’ så Gilbert Grape? og den undervurderede The Shipping News – serverer han sine hverdagsdramaer som bittersøde piller af menneskelig længsel og stiltiende afmagt, beriget med instruktørens særlige varemærke: varm tragikomik og maleriske naturscenerier.

Når Hallström til gengæld er værst, tvangsfodrer han sit publikum med hvinende søde floskler, så man må forlade biografen bitter og sukkerforskrækket. Blandt instruktørens nyere favntag med den vanskelige romantiske genre finder man således den stjernebesatte, men skuffende Casanova, tankestregen Dear John og senest Safe Haven, Hallströms mest ligegyldige film til dato.

Ligesom Dear John er Safe Haven en Nicholas Sparks-filmatisering rettet mod det kvindelige publikumssegment, der tilsyneladende fortjener at blive spist af med film så håbløst pladderromantiske, at de var bedst tjent med et mere beskedent liv på Blockbusters nedre hylder.

Safe Haven fortæller historien om pigen Erin, der er på flugt fra en voldelig fortid. Som så mange Hallström-karakterer før hende slår Erin sig ned i en idyllisk landsby befolket med lune eksistenser, der i instruktørens nostalgimættede univers kun synes at eksistere langt fra storbyernes trængsel og alarm.

Erin gemmer på en mørk hemmelighed og jages af en skummel politibetjent med ren sprut i vandflasken og vanviddets sved glinsende på panden. På overraskende kort tid får pigen, som nu kalder sig Katie, dog etableret en ny tilværelse i den lille fiskerby et sted i USA’s sydstater og indleder sågar et romantisk forhold til byens flotte unge enkemand.

En veninde får Erin også hurtigt i form af kvinden Jo, der introducerer sig som tilflytterens nærmeste nabo. Ligesom Erin bærer den belejligt hjælpsomme Jo på en hemmelighed, der skal vise sig at være en af Safe Havens to meget lidt chokerende plottwists.

Som det sig bør, indhenter Erins fortid hende, men ikke før vi er blevet trakteret med adskillige scener hentet direkte fra langt bedre film. Mest bemærkelsesværdigt kopieres en fuld sekvens fra en anden Nicholas Sparks-filmatisering, The Notebook, da Erin bliver inviteret på en romantisk robådstur i de mytiske sydstatssumpe blandt hængemos og vildgæs. Løbende sender Hallström også grovkornede tematiske hilsner til I seng med fjenden, hvor man af et ærligt hjerte frygtede for Julia Roberts skæbne.

Det samme gør man ikke med den evigt hotpants-klædte Erin, som spilles af den tidligere amerikanske Vild med dans-deltager og musicalsangerinde Julianne Hough med en overdreven friskhed og blåøjet naivitet, der kun bekræfter, at Houghs talenter ligger andre steder end i skuespillerfaget.

Over for hende prøver hæderlige Josh Duhamel (Transformers) kræfter med den utaknemmelige rolle som filmens endimensionelle, mandlige eye-candy. En rolle, der på flere måder minder om den, Johnny Depp blev sat til at spille i Hallströms klæge Chocolat, og som heller ikke gjorde den ellers fremragende Depp mange tjenester dengang.

Bag Safe Havens klædeligt varme billeder står kameramanden Terry Stacey, som også arbejdede sammen med den svenske instruktør på Laksefiskeri i Yemen og Dear John. Det ser akkurat lige så spiseligt ud som i Hallströms bedre film, og den pittoreske fremstilling af landidyllen hører til på filmens plusside i en tid, hvor forestillingen om ”det simple liv” er blevet en kommerciel malkeko i underholdningsindustrien.

Desværre kan hverken sydens bløde solstråler eller Julianne Houghs veltrænede ben dog få én til at abstrahere fra det faktum, at Lasse Hallström denne gang har begået en film, der er mindre ophidsende end en episode af instruktørens folkekære tv-serie Alle vi børn i Bullerby.