I 2014 var der premiere på den første af to biopics, der begge fortæller historien om mode-legenden Yves Saint Laurent.
Yves Saint Laurent fik, på trods af gode skuespillerpræstationer og mesterlige rober, halvlunkne anmeldelser, og blev oftest betegnet som ”kedelig”.
Årsagen kunne tilskrives Laurents livsledsager og arving Pierre Bergé, der havde fuld kontrol med produktionen, og som sørgede for, at ingen smudsige detaljer så dagens lys. Til gengæld fik instruktør Jalil Lespert lov til at benytte sig af Yves Saint Laurents ikoniske designs, tillige med autentiske lokationer, kostumer og rekvisitter.
Saint Laurent er af en noget anderledes støbning.
Filmen er ikke blevet blåstemplet af Bergé, der endda blev så rasende over ikke at være blevet inddraget i manuskriptprocessen, at han truede med at lægge sag an, hvis instruktøren Bernard Bonello benyttede sig af Laurents design i filmen.
Om det er grunden til, at Bonello har skabt en film helt uden kærlighed til den arme mand, skal være usagt. Men det er tydeligt, at instruktøren forsøger at hive Laurent ned fra den piedestal, som Bergé har placeret ham på.
Saint Laurent fokuserer på modedesignerens mest succesfulde år, 1967-76, og beskæftiger sig dermed ikke med barndommen i Algeriet, tiden som Diors chefdesigner eller hans nervesammenbrud.
I stedet får vi levendegjorte forsidecovers til syersker i hvide kitler, der klipper stof, som var vi på en operationsstue, og vi får splitscreens af modeshows sidestillet med studenteroprør, Vietnamkrig, tanks og demonstrationer.
I det hele taget er der ikke meget fokus på nogen form for forklaring eller forståelse. I stedet forsøger Bonello at give den avantgardistiske modeskaber en avantgarde film, men instruktøren mestrer ikke opgaven, som ender med at være en kedelig og prætentiøs forestilling. Aparte kameravinkler, modelopstillinger og lange dansesekvenser i fluorescerende lys forbliver tom staffage i en film uden sjæl.
Livsledsageren Bergé (Jérémie Renier), elskeren Jaques og muserne Loulou (Leá Seydoux) og Betty bliver kastet ind i filmen på må og få, hvilket gør det svært for uindviede at fange sammenhængen mellem personerne. Desværre får skuespillerne heller ikke meget materiale at spille på, og aldrig har man set Dardenne-brødrenes hofskuespiller Jérémie Renier give så lidt til en rolle.
Gaspard Ulliel har også store problemer i rollen som Yves Saint Laurent, og er langt fra den toppræstation som Pierre Niney gav i selvsamme rolle i Yves Saint Laurent. Niney formåede at indfange Laurents indelukkede væsen i al dets naivitet, skrøbelighed og sprudlende skabertrang, hvorimod Ulliel mest fremstår som en krukket designer, der er træt af livets banaliteter.
Det er sigende, at den eneste man følelsesmæssigt bekymrer sig for er hunden Moujik, når den begynder at spise Laurents piller, der ligger spredt ud over gulvet.
Desværre kommer man aldrig ind på livet af hundens ejer, Laurent, og det kan virkelig undre i en 150 minutter lang biopic.
Geniet Yves Saint Laurent, der revolutionerede modebranchen, gav kvinder en ny selvforståelse og skabte nogen af de mest karakteristiske klædedragter i det tyvende århundrede, fortjener om nogen en biografisk film, der går bag om myten og undersøger talentet, kreativiteten og det formørkede sinds mange dæmoner.
Indtil videre har vi fået to halvhjertede forsøg. Den ene med for meget kontrol, for meget kærlighed og for få stilistiske eksperimenter. Den anden med for lidt kontrol, for lidt kærlighed og for mange stilistiske eksperimenter. Havde man dog bare sat de to instruktører sammen!
Kommentarer