Det er virkelig et luksusproblem, at Stephen King er så god en forfatter.
Man kan både nå at få kvalme, smågræde og blive aldeles rædselsslagen, mens man læser. Det stiller store krav til King-filmatiseringer, der i princippet har langt flere tangenter at spille på med dunkelt lys, gyservioliner og skuespillernes ansigter.
Den nye filmatisering af Kings vampyrroman fra 1975 mangler hverken pæne billeder eller gode castingvalg. Så hvorfor sidder man tilbage med tørre øjne, hvilepuls og flest følelser for lysmandens arbejde?
Forfatteren Ben Mears vender tilbage til landsbyen Jerusalem’s eller bare Salem’s Lot, hvor et biluheld gjorde ham forældreløs mange år tidligere.
Egentlig er Ben der for at researche til den store roman om sin egen historie, men hans egentlige ærinde i den lille flække er en af flere plotdele, der aldrig afsluttes tilfredsstillende.
En anden nyankommen til byen er hr. Straker, der har planer om at åbne en antikvitetshandel og residere i det store, uhyggelige palæ på toppen af byen.
I kælderen får han flyttefolkene til at placere en stor, aflang trækasse, som vi nok godt kan regne ud, hvad indeholder. Pilou Asbæk har denne rolle, hvilket man nok skal være dansker for at gå op i. Han har ikke meget at arbejde med.
Filmen starter nærmest med, at en lokal dreng bliver kipnappet og ofret til vampyren, så denne kan begynde sin overtagelse af alle byens beboere.
Problemet er, at tragedien ikke når at bundfælde sig, før vi er videre. Stephen King er en mester til at indkredse et lokalsamfund og dets beboeres interne forhold, sammenhængskraft og sprækker, men det får vi ikke at se i Salem’s Lot.
På et tidspunkt siger den arbejdssky sherif, at vampyrer kan overtage alle, fordi byen allerede er død. En spændende historie, vi overhovedet ikke er blevet fortalt.
Der er mange gode enkeltscener, tilfredsstillende setup/payoff-struktur og flere charmerende karakterer. Man sidder ikke tilbage og har kedet sig, men vi er langt fra vellykkede King-film som The Shining eller Misery. Persongalleriet er da også langt større i Salem’s Lot, og da viljen til nådesløst at skære personer fra mangler, ender vi med en masse næsten-karakterer.
Forfatteren Ben har eksempelvis en romance med den lokale drømmepige Susan, men eftersom historien ser ud til at udspille sig på under tre uger, er det svært at gå op i så ny en relation, hvis skærmtid også er stærkt begrænset.
Selv om vi samlet set får få minutter med hver person, formår flere skuespillere alligevel at gøre indtryk. Især Bill Camp, der spiller den lokale, piberygende og vise skolelærer, kommer med en varme, som får én til at håbe, at han ikke ender med en pæl i hjertet.
John Benjamin Hickey er spændende som den fordrukne og livstrætte præst, Fader Callahan. Jordan Preston Carter er sød i rollen som den ekstremt handlekraftige, elleveårige tegneserienørd Mark Petrie, der dog ender som en slags flad superhelt.
Vampyren er på klassisk vis rædselsvækkende i Salem’s Lot, hvilket er rart efter at vampyrer i dette årtusinde har været alt muligt andet: cool i Only Lovers Left Alive, sexede i True Blood og morsomme i What We Do in the Shadows.
Men i modsætning til disse eksempler mangler Salem’s Lot dog for alvor at etablere, hvad vampyrer kan og vil. Vampyrerne føles lidt passive, og korset som våben er overpowered, hvorfor handlingen aldrig bliver rigtigt farlig.
New England i efterårsklæder udgør et godt gysermiljø, og der er masser af flotte detaljer – som da døren ned til vampyrkælderen oplyses som porten til selve helvede af en bakkende lastbils røde baglygter.
Det er ikke filmhåndværk, der mangler, men derimod investeringen i karaktererne, der kunne gøre chokeffekterne til mere end en teknisk øvelse.
Salem’s Lot ender som en til tider pæn film, der har skelettet til noget godt, men som i høj grad mangler det kød og blod, der får os til at føle noget som publikum.
Kommentarer