Sameblod

I 1922 blev Statens institut för rasbiologi oprettet i Uppsala i Sverige. Formålet var at finde frem til en ”rationel befolkningspolitik” funderet i racehygiejnens teorier. Over 100.000 svenskere gennemgik tests og målinger, der blandt andet skulle kortlægge psykiske sygdomme, alkoholisme og kriminalitet.

Den samiske befolkning blev også testet, samerbørn fik målt deres kranier og fotograferet nøgne som ”bevis” på, at samerne på grund af deres højde og hovedform var mentalt underudviklede.

Disse skræmmende, historiske fakta danner grundlag for fortællingen om den samiske pige Elle Marja (Lene Cecilia Sparrok) og lillesøster Njenna (Mia Sparrok), der i 1930’erne skal på tvungent kostskoleophold for at lære svensk.

Sameblod starter dog i nutiden, hvor den aldrende Elle Marja skal til begravelse.

Klædt i sort kjole og hvid perlekæde ankommer hun sammen med sønnen og barnebarnet til begravelsen, hvor de resterende gæster er klædt i samernes traditionelle klæder. Det er tydeligt, at hun skiller sig ud, og endnu mere tydeligt, at hun bestemt ikke har lyst til at være der.

Elle Marja ender med at stikke af fra begravelsen, og i ét langt flashback finder vi ud af hvorfor.

30-årige Amanda Kernell, der blev uddannet fra Den Danske Filmskole i 2013 med The Association of Joy, der kan ses på Ekko Shortlist, har selv skrevet manuskriptet til Sameblod.

Og hvis man skal starte med det negative, er det ofte et problem når en debuterende instruktør selv skriver manuskriptet. Fordi deres største force ligger i instruktionen.

I Sameblod giver det sig til udtryk i en lidt for langstrakt dramaturgi, der både dækker Elle Marjas opvækst i Lapland, tiden på kostskolen, hendes første møde med det modsatte køn, en flugt til Uppsala, et nyt skoleophold samt den ældre Elle Marjas rammefortælling.

Det ville have været mere elegant, hvis Kernell havde strammet garnet omkring en enkelt eller to af de mange begivenheder, så man fik en mere koncentreret fortælling.

Til gengæld er Kernells instruktørtalent ubestrideligt.

Samtlige af de unge skuespillere er forrygende, og det er ganske enkelt umuligt at få så stærkt spil ud af så mange uerfarne spillere, medmindre man har en dygtig instruktør bag sig.

Lene Cecilia Sparrok gør stort indtryk som Elle Marja. Hun er stille, indelukket og lidt af en bognørd, men også handlekraftig, viljestærk og til tider eksploderende arrig. Som et spejl til Elle Marjas splittede sjæl siger Sparroks’ øjne det hele. De kan lyse op i beundring, flakke af nysgerrighed og nervøsitet og blive næsten helt sorte af vrede.

Vigtigst af alt transcenderer Elle Marjas figur tid og rum.

Amanda Kernell har selv en samisk far og en svensk mor, og det kan mærkes. For selv om Sameblod gerne vil fortælle historien om diskrimination af samerne i 30’ernes Sverige, er det i Elle Marjas tosprogede dannelsesrejse, at debutfilmen hæver sig op over gennemsnittet.

Enhver, der vokser op med to kulturer, må fra et tidligt tidspunkt i deres liv træffe et valg: Hvem vil jeg være? Hvilken kultur skal jeg vælge at tilhøre?

Elle Marja vælger den svenske, men den svenske vil ikke have hende. Lærerinden på kostskolen siger det meget klart. Selv om hun er den bedste i klassen, vil hun aldrig kunne begå sig i en rigtig svensk skole. For hun er jo ikke rigtig svensk.

Elle Marja er derfor fanget i ingenmandsland, hvor hun er for svensk til at være samer og for samisk til at være svensker. Og hvad stiller man så op?

Man finder sin egen vej gennem livet.

Kernell forfalder aldrig til en forudsigelig offer-historie, men skildrer uhyre præcist de følelser, man bakser med, når man skal balancere mellem to kulturer.

Særligt relevant forekommer debutfilmen når man tænker på den seneste tids danskhedsdebat, hvor efterkommere fra ikke-vestlige lande opfattes som udanske.

I Sameblod er det ikke den ydmygende nøgenfotografering, ej heller de hårde piskeslag, der knækker den unge pige. Det er da hun får at vide, at hun ikke er svensk. En lektie til de danske politikere.