Biografanmeldelse
20. mar. 2013 | 20:00

Sammys store eventyr 2

Foto | nWave Pictures
Sammys store eventyr 2 er fyldt til bristepunktet med irriterende karakterer og uambitiøs animation.

Ny børnefilm stjæler med arme og luffer fra Find Nemo og er tilmed lidt småracistisk.

Af Lise Ulrich

Den voksne havskildpadde Sammy og hans ven Ray indfanges til Dubais enorme undervandsakvarium Dubai Aquarium & Underwater Zoo. To bette skildpaddeunger, Ricky og Ella, følger efter dem til ørkenstaten og skal nu finde på en redningsplan, så Sammy og Ray ikke ender deres dage som show-padder i akvariet.

Sådan lyder set up’et i den ligegyldige Sammys store eventyr 2, der er målrettet de sagesløse fire til otteårige iblandt os. Endda i prisforhøjende 3D.

Ricky og Ella får undervejs på deres farefulde færd selskab af en elskelig blæksprutteunge og dens altfavnende mor, der venligt hjælper padderne på vej. Samtidig kæmper Sammy og Ray inde i akvariet for at finde deres plads i det kunstige undervandsrige, der regeres med hård finne af en lille satan af en søhest ved navn Don Å.

Don Å går ikke af vejen for at tage både vold og trusler i brug for at håndhæve sin magt over for akvariets (alle sammen meget større) indbyggere og får fladpandet opbakning af to moræne-gardere, der tydeligvis er modelleret efter havheksen Ursulas uhyggeligt glatte hjælpere Bundslam og Skidtslam i Den lille havfrue.

Don Å burde være en klassisk tegnefilmskurk med komisk galoperende storhedsvanvid og mafioso-tendenser, men han er i stedet blevet en underligt sadistisk størrelse, hvis ligegyldige skalten og valten med liv og død ikke synes at høre hjemme i en børnefilm til denne aldersgruppe.

I to særlig barske scener lader Don Å først sin ryggesløse fætter fryse ned i det arktiske bassin i akvariet, mens han i en anden ser iskoldt til, da et par små rokker, som Don Å har ”hjulpet” med at flygte fra akvariet, bliver spist af rovfisk for øjnene af Sammy, Ray og resten af akvariet.

De sporadisk voldelige optrin og den voksne dialog matcher ikke filmens øvrige lette tone og fortællestil og vil højst sandsynligt virke forstyrrende for filmens yngste publikummer.

Sammys store eventyr 2 følger Sammys store eventyr fra 2010 og er ligeledes instrueret af belgieren Ben Stassen. Som den første film er Sammy 2 spækket med miljøbevidste budskaber. Som sådan ikke en dårlig ide, bortset fra at Sassens instruktion mangler både hjerte og fortælleevne i en grad, så både børn og voksne krummer tæer.

Filmen er fyldt til bristepunktet med irriterende karakterer og uambitiøs animation og stjæler ganske ublu med arme og luffer fra især Find Nemo og Den lille havfrue. Derudover er fremstillingerne af Dubai og den arabiske akvarium-manager grænsende til det racistiske, og man glemmer helt, at vi skriver 2013, når filmens eneste rigtige good-guys blandt menneskene, er de tre vestlige medarbejdere i akvariet (de kendes naturligvis på det lyse hår).

Sammys store eventyr 2 vil så gerne være sjov på den fede, moderne måde, men desværre finder man aldrig rigtig ud af, hvem der skal underholdes: Er det børnene, der formodes at svømme hen ved synet af dådyrøjede smådyr med skingre stemmer, eller er det de voksne, der som de eneste i biografen vil forstå manuskriptets forsøg på at opbygge en ”cool” og indforstået dialog havdyrene imellem?

Det ender med en ærgerlig maveplasker til alle.

Trailer: Sammys store eventyr 2

Kommentarer

Land:
Belgien

År:
2012

Original titel:
Sammy's avonturen 2

Instruktør:
Vincent Kesteloot, Ben Stassen

Manuskript:
Domonic Paris

Engelske stemmer:
Pat Carroll, Carlos McCullers II, Billye Unger, Joe Thomas

Danske stemmer:
Henrik Prip, Vibeke Dueholm, Pernille Højmark, Jens Andersen

Spilletid:
92 min.

Aldersgrænse:
Tilladt for alle

Premiere:
21. marts 2013

© Filmmagasinet Ekko