Den fransk-belgiske tv-serie SamSam har siden 2007 gået sin sejrsgang over hele verden.
Især i Danmark og Norge har morgenkanalerne sendt de seks minutter lange afsnit til stor glæde for mange små børnehoveder, som vågner op til eventyr i et futuristisk univers.
I filmen vender de kendte figurer tilbage, men vi møder også nye og kommer andre steder hen.
Den unge og frygtløse SamSam lever, hvad der ligner et harmonisk liv for en kosmisk helt. Han har kærlige, heroiske forældre, en masse supervenner og en flyvende bil, som han kan udforske rummet i.
Dog er der en ting, som mangler: Han har ikke fået sine superkræfter endnu.
Da han møder Mega – en mystisk, men sej pige i byen – lover de at hjælpe hinanden. Han skal lære hende at danse, og hun vil hjælpe ham med at opdage sine overnaturlige evner.
Men Mega gemmer på en hemmelighed, og de ender med at skulle redde folk og det ydre rum mod onde, magiske kræfter. Langsomt begynder SamSam at forstå, at venskab og mod måske er de bedste superheltekræfter at have.
SamSam rammer bestemt sit unge publikum, og filmen har et så farvestrålende indhold, at det nærmest føles som at befinde sig inde i en spillemaskine fra 1980’erne.
Filmen har mange flotte detaljer – for eksempel hvordan solen tændes og slukkes. Hele tiden vises der noget, som blinker og glitrer. Figurernes fjollede bevægelser og letforståelige dialog viser, at filmholdet kender sit helt unge publikum.
Men uanset hvor flot animationen er, falder filmens opsætning til jorden på grund af ét problem: længden.
Mens SamSam og hans små venners hæsblæsende eventyr er charmerende, når de i tv-serien varer seks minutter, så bliver konceptet i spillefilmformatet langt i spyttet.
Det føles, som om handlingen er blevet udvidet på alle mulige måder for, at spilletiden kunne komme op på 79 minutter.
Desværre drukner filmens budskab om venskab og mod i et miskmask af sceneskift uden en egentlig rød tråd. Og dialogen er flere gange så barnlig, at selv mindre børn nok vil føle sig irriteret.
Det kikser også for humoren. Skurken – Megas far – har skabt en elefantlignende tingest, som kan sprøjte deprimerende kugler ud af snablen. Når folk rammes, mister de deres gode humør og lysten til at lave noget.
Men våbnet opfører sig som Hodor fra Game of Thrones. Uden at vi ved hvorfor, gentager han ordet ”konfetti” igen og igen.
Det giver ingen mening og er blot et af mange eksempler på, at figurerne gør eller siger noget, der føles som rent fyld.
Dog har hovedfigurerne dybde og kommer til live på fængende vis. Megas far og mor kunne nærmest være to karakterer fra Game of Thrones, så vellavet og velspillende er de.
SamSam har på den måde et katalog af interessante, kvikke og kreative figurer, som gør det let at forstå børns fascination. Men universet fungerer nu engang bedst i små portioner.
Kommentarer