Sange fra en sigøjner

Jeg vil ikke engang lade, som om jeg ikke var lamslået. For det var jeg.

Efter Idas mageløse billedkompositioner får vi nu yderligere en ny polsk film i sort-hvid, der får øjne og sanser til at dåne. Sange fra en sigøjner er ikke fortalt i frapperende tableauer, men i henrykkende montage – plastisk, mættet.

Polsk films renæssance synes at være et faktum. Et land, der kan mestre to film som Ida og Sange fra en sigøjner så kort efter hinanden, har ikke brug for at gøre undskyldninger for sig selv.

Ægteparret Joanna Kos og Krzysztof Krauzes film følger romakvinden Papusza, der blev sit folks første – og hidtil seneste – publicerede forfatter. Filmen begynder med billede af en lille, begærlig pige i snevejr, som kunne være hentet fra Dickens eller H.C. Andersen, og i spring og uden nogen lineær ortodoksi følger den hende fra 1921 til hendes død i 1987.

Sange fra en sigøjner er ingen biopic over en kunstner, og den er ikke psykologisk forhippet. Derimod er den et tidsbillede på størstedelen af et østeuropæisk århundrede og et signalement af et eksotisk miljø, som de færreste har været omme på den anden side af.

I starten besynges sigøjnernes frie liv under stjernerne, som var det en opera eller en musical – tæt på klichéen, men beåndet af en egen inderlig troskyldighed. Stemningen hele filmen igennem er mættet på den højstemt melodramatiske måde, fyldt til bristepunktet af udtryk virtuost balancerende mellem gråd og latter.

Den er fuld af musik. Sproget er roma, og den særlige polske romadialekt tog skuespillerne et år at mestre. Og den er lyssat, som om det var chiaroscuro af Caravaggio selv, filmet i overdådige totalbilleder, ulmende sort og funklende lysfølsom. Laver nogen i hele verden billeder og teksturer, som polakkerne gør det i dag?

Vi kommer rundt i de paradisiske 1920’erne, hvor romaerne konstant er på farten med deres hestevogne og kærrer. Deres vogne bliver brændt ned af lokale ballademagere, politiet banker dem rutinemæssigt, men her er bogstavelig talt højt til loftet.

Den lille Papusza, der opdrages som spåkone, lærer at læse af en kvinde i den jødiske ghetto. Hele sit liv vil Papusza være mistænkeliggjort blandt sigøjnerne for sin evne til at læse gadjoernes, ikke-romaernes, sprog. Hun giftes ung bort til sin ikke synderligt sympatiske onkel, og undervejs møder hun gadjoen Jerzy, der er på flugt fra politiet og rejser rundt med sigøjnerne.

Romancen mellem Jerzy og Papusza forbliver uudtalt, men indtrængende. Det er ham, der opdager hendes stemme som digter, og som laver en stor bog med hende om romakulturen, et værk der får sigøjnerne til at forstøde hende. Indimellem oplever vi nazisterne massakrere en romalejr, kommunisternes planer om at internere polske romaer i Auschwitz og endelig projektet med at tvinge dem til at opgive rakkerlivet og flytte ind i fugtige lejligheder.

”Så sku’ de brænde alverdens hjul først!” siger en roma forbitret, men de ender der alligevel, helt på samfundets bund og uden nogen identitet at holde sig oppe med.

Sange fra en sigøjner fortæller mange historier fra mange epoker. Det er en freske i gammeldags forstand, et mylder af skæbner gestaltet ikke som naturalistisk virkelighed, men som kunst – folkekunst. Den algerisk-franske instruktør Tony Gatlif, der har specialiseret sig i at afdække romakulturen på film, gjorde det blandt andet i intenst brændende, men også bevidst skramlende naturtro dramaer som Gadjo dilo (1997) og Exils (2004).

Joanna Kos har sagt om sin og ægtemanden Krzysztof Krauzes film, at de lavede den i sort-hvid på grund af pengemangel, hvilket ærlig talt lyder koket. Den film ser ud til at være født monokromt. Krauze døde i øvrigt denne juleaften i en alder af 61.