I et gammelt fyrtårn på en vindblæst klippeø ud for den irske kyst bor en lille familie, moren Bronagh, faren Conor og sønnen Ben. Alt ånder fred, men en stormende nat kaster den højgravide mor sig pludselig i havet. Hvorfor?
Sådan er anslaget i Tomm Moores Sangen fra havet, som er inspireret af den keltiske selkie-myte om et væsen, der lever som menneske på land og som sæl i vandet.
Filmen skaber et betagende smukt formsprog, der giver liv til den kulturarv og de fortælletraditioner, som historien vokser ud af. Den irske ballast former de mange frodige billeder, hvor symboler som mytedyr og keltiske knuder giver filmen et vildtvoksende udtryk, der næsten får den til at minde om en billedbog.
I disse billedskønne omgivelser lykkes det den desperate far at redde sin endnu ufødte datter, Saoirse. Hun vokser op sammen med Ben, der genfortæller de keltiske historier og sagn, som moren fortalte ham.
Men da Saoirse fylder seks, har hun endnu aldrig sagt et eneste ord. Til gengæld kan hun kommunikere gennem morens gamle konkyliefløjte, der også rummer en magisk hemmelighed.
Conor magter ikke at have de to børn hos sig, så de bliver sendt til byen for at bo hos deres strenge farmor. Her opdager de, at morens myter og historier måske er mere virkelige, end man først skulle tro. Og så må de arbejde sammen for at finde hjem, holde morens historier i live og redde den magiske verden.
Sangen fra havet forsøger at forbinde mennesker med en åndeverden og antyder, at vi langsomt mister evnen til at se den magi, der omgiver os. Men den er også et portræt af et traume og en dyb sorg. Og det er klart som det sidste, at filmen er mest interessant.
Universet er utroligt overbevisende arrangeret af hele animationsholdet, der ikke bare holder gammelt tegnefilmhåndværk i live, men simpelthen puster nyt liv i det. De smukke billeder forener streng geometri med organiske former, spartansk enkelthed med detaljerigdom og stiliserede figurer med realisme.
Et af filmens mest blændende visuelle elementer er brugen af lys: Sollyset, der strømmer gennem et vindue, de svævende lyspartikler, som guider Saoirse og Ben på deres færd og den nordlys-agtige himmeleksplosion i filmens rørende slutscene.
Tomm Moore var i 2010 Oscar-nomineret for Brendan og hemmelighedernes bog, og i skrivende stund skal Sangen fra havet dyste om en Oscar i konkurrence med film fra animation-mastodonterne Disney og Dreamworks.
Denne film adskiller sig fra mange traditionelle blockbustere med sin særlige æteriske og poetiske æstetik. Men den er også fortalt med en enorm patos, der er tæt på at kamme over i en alvorlighed og (selv)højtidelighed, som de konkurrerende animationsstudier har specialiseret sig i at bløde op med humor. Tomm Moore er for forhippet på at skabe et mesterværk, og hans optagethed af menneskets samhørighed med myteverdenen er lige lovlig insisterende.
Mens filmens baggrunde trækker på en århundreder gammel old-gælisk billedverden, er karaktererne anderledes fladt og cartoony animeret.
De storøjede boblehoved-figurer bliver en slags visuelle arketyper, der spiller godt op imod mytens skabeloner. Men det betyder også, at de er på grænsen til at blive statister i deres egen fortælling, fordi de ganske enkelt bliver overdøvet af alt det, der sker omkring dem.
Selvom Sangen fra havet på mange måder er en intellektuel tegnefilm, har karakterdesignet lidt overraskende en masse til fælles med Cartoon Network-serier som Fosters hjem for fantasivenner og Genndy Tartakovskys lille mesterværk Samurai Jack.
Kommentarer