Sankt Bernhard Syndikatet

Det eneste inciterende ved Mads Brügger, Frederik Cilius og Rasmus Bruuns spillefilmdebut, Sankt Bernhard Syndikatet, er spørgsmålet om, hvordan i alverden den er blevet så lidt sjov, ja, nærmest totalt usjov.

Jeg tror, svaret er den hybris, der er blandingen af konceptuel og komisk dovenskab og manglende humoristisk selverkendelse.

Det forekommer alt for oplagt, at den ene chef for Radio24syv, Brügger, manden bag flere originale dokumentarfilm, instruerer kanalens to største stjerner, Bruun og Cilius, mændene bag Den Korte Radioavis. I stedet for at agere journalist-primadonnaen Kirsten Birgit og oppasseren Rasmus optræder komikerparret i splinternye, selvstændige roller.

Lærke Sanderhoff har skrevet et manuskript (prisbelønnet ved Tribeca-festivalen i New York), som det lille, mobile undercover-filmhold (minus Brügger, der fulgte med herhjemme) tog til den kinesiske storby Chongqing og foretog en ”kontrolleret improvisation” over. Problemet er bare, at manuskriptet er tyndt og improvisationerne flade.

Plottet går ud på, at indebrændte Frederik lokker sin gamle klasse kammerat Rasmus til at investere i en plan om at sælge sanktbern hardshunde i Kina.

Rasmus er manisk selvudslettende, men på grund af en dødelig diagnose bliver han fandenivoldsk. Og mod Frederiks vilje tager Rasmus også med til den store lancering i Chongqing. Tredje rejsende er bamsehunden Dollar. Og så går resten af filmen ellers med, at det umage par plus vovse leger turister og gør deres hoser grønne hos mulige investorer.

Filmen vil frygteligt gerne være en dansk Lost in Translation og skrider med mellemrum ud i en slowmotion-udgave af Tømmermænd i Vegas.

Når man heller ikke selv tror på sin tragikomedie, fordi karaktererne simpelthen ikke er levende nok, så kan man i det mindste peppe op med lidt farce. Det er nemt nok, må filmholdet have tænkt. Og nikke nej, det er ej, farce er lige så forbandet svært som tragikomedie.

Rasmus Bruun overspiller skingert-nervøst som Rasmus (besynderligt nok også præmieret af newyorkerne), mens Frederik Cilius på særeste vis underspiller sin smådepressive, let irriterede resignation. Men Cilius ejer ikke Bill Murrays deadpan-talent. Præstationen imploderer helt bort

fra både komik og tragik, hvilket kun får Rasmus til at runge så meget tommere af patetisk postulat.

Ifølge Brügger kombinerer filmen to fænomener, han er fascineretaf: Kina og sanktbernhardshunde. Men den dobbelte fascination er ingen steder at spore i den færdige film. Kina og kineserne er endnu mere spøjst eksotiseret end Japan og japanerne i Lost in Translation, hvor fascinationen i det mindste var mærkbar.

Hunde-motivet kan få én til at tænke på den sublime improvisationskomedie Best in Show, om en kaotisk hundekonkurrence, der har en fest med alle sine specifikke hunderacer. I Sankt Bernhard Syndikatet får vi så godt som intet at vide om filmens ene specifikke hunderace. Selv filmens Frederik virker ikke synderligt interesseret i sin vuffelivov, så hvorfor skulle andre egentlig være det?

Frederik Cilius og Rasmus Bruun dyrker i deres daglige arbejde konfronterende og undergravende satire, mens Brügger i Ambassadøren, forklædt som titelpersonen, kaster lys over korruptionen i Den Centralafrikanske Republik. Men i de tre herrers fælles fritidsfilm er satiren smerteligt fraværende.

Når man har gjort sig umage med at skyde filmen gedulgt, hvorfor forsøger man så ikke at lave grin med eller for alvor løbe om hjørner med det kommunistiske diktatur og dets altomfattende kontrol?

Filmen er usjov, fordi dens ophavsmænd har valgt at være sjove på sådan cirka samtlige andre måder end dem, de faktisk har talent for.