Sauls søn

Mennesker skimtes i baggrunden. En mand bevæger sig hen imod kameraet, stopper kort op, så hans hoved i profil fylder billedet, og haster videre med kameraet i hælene ned i en kælder, hvor ældre, kvinder og børn er i færd med at tage tøjet af. Manden hjælper dem, og de føres ind i et baderum. Da alle er inde, lukkes den tunge dør i: Auschwitz-Birkenau 1944.

Vi har mærket fortidens gru med Claude Lanzmann, vi har grædt med Spielbergs Schindler, og vi har sågar forsøgt at le gennem tårer med Roberto Benigni. Kan der efterhånden fortælles flere historier om holocaust og udryddelseslejrenes ufattelige ondskab? Og helt ærlig, orker vi?

Ja, når det filmiske greb er så originalt som her.

I samfulde 110 minutter stiller kameraet skarpt på den jødiske fange Saul Ausländer og følger ham på en halv meters afstand eller mindre.

Vi ser ham fra nakken, fra siden og nogle gange forfra, men gennem hele filmen oplever vi de horrible begivenheder omkring ham i en slags tåge. Géza Röhrig har et ansigt, der synes mærket af skæbne, og identifikationen forstærkes af, at billedformatet er snævert.

Sauls søn er en af de mest gennemførte førsteperson-fortællinger i filmhistorien og anderledes overbevisende end pionerværket Lady in the Lake (1947), hvor kameraet er detektiven, som vi kun ser, når han kigger sig i spejlet. Med Sauls point of view placeres vi midt i begivenhederne uden noget betryggende overblik eller et eneste roligt øjeblik.

Det er også en film af lyde, man ikke glemmer, en kakofoni af sprogstumper og skrig.

Filmens mest oplagte pendant er den nøgterne, ni timer lange dokumentar Shoah af Lanzmann, der afviste Spielbergs film som sentimentalt kitsch, men har blåstemplet Sauls søn. Fordi filmen med sin lavmælte tone, grundige research og sublime fortælleteknik giver en oplevelse af autentisk grusomhed, som er svær at ryste af sig.

Saul tilhører den såkaldte Sonderkommando, som består af jødiske fanger, der bliver tvunget til at arbejde i lejrene. Deres opgave er at berolige ofrene på vejen ind i gaskamrene, indsamle værdigenstande og efterfølgende flytte ”stykkerne”, som ligene kaldes i lejrens dehumaniserende terminologi, til krematoriet.

Medlemmerne af Sonderkommandoen behandles bedre end andre fanger, men også deres dage er talte. Efter tre-fire måneder bliver de som regel dræbt.

Da der ankommer 400.000 ungarske jøder, bliver arbejdspresset enormt. Ovnene kan ikke følge med, og man må begynde – som det ses i filmen – at brænde jøder under åben himmel.

Sonderkommandoen blev også skildret i den amerikanske The Grey Zone (2002), hvor det handler om at redde et barn. Men for den ungarske debutinstruktør er det en særlig pointe for en gangs skyld at fortælle en historie om en af dem, der døde.

I ligbunkerne opdager Saul en dreng, som stadig trækker vejret. Tyskerne slår straks drengen ihjel og gør klar til obduktion, men her gribes Saul af et mærkeligt kald. Han bliver besat af tanken om at give denne dreng, som han kalder sin søn, en jødisk begravelse.

På sin egen måde udvikler det sig til en nervepirrende thriller, når Saul skal finde en rabbiner, der kan fremsige kaddish-bønnen over de døde, samtidig med at medfangerne har planer om oprør og flugt.

”Du svigter de levende for de dødes skyld,” indvender de andre, og Sauls godhed er for så vidt lige så irrationel som nazisternes ondskab. At begrave drengen skal være en symbolsk handling, som redder menneskeligheden midt i dødsindustriens absurditet.

Auschwitz står tilbage som en af historiens store gåder. Hvordan kan menneskeheden forklare umenneskelighed i sådanne dimensioner? Hvordan kunne det ske? Hvorfor skete det? Hos Primo Levi, der overlevede lejren, hedder det: ”Hier gibt es kein Warum.”

Sauls søn er et mesterligt monument over det, der ikke kan forklares.