Scary Stories to Tell in the Dark

Spørgsmålet er, om der findes en større horror-aficionado i Hollywood end den menneskelige mogwai, Guillermo del Toro?

Forkærligheden til monstre, der oftest er misforståede skabninger, er et tilbagevendende tema i hans film. Mest markant i den Oscar-vindende The Shape of Water.

Del Toro har været med til at skrive manuskriptet i Scary Stories to Tell in the Dark, og man fornemmer tydeligt hans fingeraftryk. Den bebrillede Stella er fascineret af alt, hvad der kribler og krabler, og hendes værelse giver associationer til mexicanerens skattekiste af gys og gru.

Denne gang har Guillermo del Toro overladt instruktionen til nordmanden André Øvredal, der tidligere har lavet den finurlige Troldjægeren og den gruopvækkende The Autopsy of Jane Doe.

Adaptionen af Alvin Schwartz’ bogserie er pakket ind i en rammefortælling, hvor Vietnam-krigen raser, Nixon er ved at blive valgt til præsident, og nå ja, så er det Halloween.

De tre venner Stella, Chuck og Auggie skal ud og rasle efter slik og lave ballade en sidste gang, inden de officielt er blevet for gamle. Et delmål for aftenen er at få ram på deres plageånd Tommy, som altid har mobbet dem.

Efter en aktion, hvor en brændende pose med lort bruges effektivt, flygter de hen til den lokale drive-in og gemmer sig i en fremmed mands bil.

Stella tager manden til det lokale hjemsøgte hus, hvor barnemorderen Sarah Bellows siges stadig at rumstere i de mørke og spindelvævsfyldte gange. De finder hendes bog med uhyggelige historier, og fra da af kommer vennerne ud for den ene skrækindjagende oplevelse efter den anden.

De voksne er i vid udstrækning ikke tilstede, og det efterlader børnene alene til at skulle håndtere det makabre scenarie. Auggies mor er smuttet på ferie med sin nye fyr og har efterladt knægten alene hjemme – på nær den gryderet, som står i køleskabet og har nogle lidt alternative ingredienser i.

”Du læser ikke bogen. Bogen læser dig,” bliver sagt op til flere gange, og flere af monstrene er også tilpasset de forskellige børn, så de matcher hver deres dybeste frygt. Det gælder dog underligt nok ikke Auggie, som tilsyneladende ikke har nogen fobi.

De frygtindgydende skabninger har den rette dosis af klamhed og noget rædselsvækkende. Et fugleskræmsel, der bevæger sig i knækkende bevægelser gennem en majsmark, og to lig i forskellige stadier af forrådnelse skal nok give publikum mareridt de næste mange nætter.

Effekterne fungerer, og de ender ikke i computerhelvede, for der er rent faktisk en skuespiller, som forstår at bevæge sin krop på en måde, så det skaber uro i publikum.

Den umanerligt lange spanier Javier Botet spiller et tå-søgende kadaver, som med stankelben og -arme får én til at spjætte i sædet af konstant ubehag. Det velkendte trick med at fjerne alt lyd i scenen, så kun vejrtrækning kan høre, bliver dog ikke gjort med samme effektivitet som maestroen udi denne disciplin, Conjuring-og Insidious­-guruen James Wan.

Der er dog fuld smæk på både CGI og musik, da Chucks storesøster Ruth (Natalie Ganzhorn) står på et toilet. Et edderkoppebid har vokset sig til en rød blamage på hendes ansigt. Langsomt mærker hun, hvordan noget prøver at bryde ud gennem kinden på hende, og snart myldrer gulvet med en hær af computeranimerede, ottebenede skabninger.

Udfoldelsen ender imidlertid med ikke at være lige så frygtindgydende, som optakten antyder. Forestillingen om, hvad der gemmer sig i hende, er mere frygtindgydende end det, vi rent faktisk får præsenteret – det forfalder filmen desværre til mere end én gang.

Jagten på det hurtige gys ender med at overhale den snigende og ubehagelige uhygge. Det er en skam, da sidstnævnte som regel sidder længere i kroppen, når filmen er slut.

Begrænsningerne i filmens amerikanske aldersbegrænsning skinner muligvis igennem. Det er, som om Øvredal og kompagni trækker lidt i bremsen i forhold til uhyggen.

Der mangler en reel frygt for, at der skal ske noget med vores helte. Og temaet om, at familien er den, der skal redde dig, bliver slået fast med syvtommersøm.

Men underholdende er det langt hen ad vejen. Bare en skam, at det ikke bliver rigtigt farligt.