Det kan næppe undre nogen. Scientology anklager Alex Gibneys dokumentar for at være propaganda og fuld af løgn. At den fremstiller religionen som en sekterisk røverorganisation og udelader sandheder om kirkens verdensfremmende sind.
Nu er viden heldigvis ikke demokratisk. To sider af samme sag behøver ikke høres i en dokumentar, hvis den ene er faktuel forkert. Og mens Scientologys religiøse fængsel er bygget på omfattende kilderesearch, er Scientologys kritik bygget på, at dokumentarens involverede er professionelle løgnere nøje udvalgt til instruktørens subjektive mål.
Organisationens forsøg på at gå efter vidnerne – og ikke dokumentarens indhold – ligner religiøse fundamentalisters sidste offensive forsvar for deres moderne overtro.
Scientology har flere gange gået efter kritikerne selv frem for kritikernes argumenter, så mange ikke orker at tage kampen op. Bare spørg journalisterne og forfatterne Jakob Andersen og Jacob Ludvigsen, der allerede i 1970’erne forsøgte sig.
Scientology udsatte i rigt omfang Jakob Andersen for pressenævn, advokater og søgsmål for hans afslørende artikler, mens Jacob Ludvigsen blev udsat for massepropaganda i deres tidsskrift Freedom – han var en hashrygende hippie, man ikke kunne stole på. Jacob Ludvigsen blev erklæret for ”suppressiv person”, en af Scientology opfundet kasse for folk, der har en negativ indflydelse på mennesker.
Heldigvis har organisations offensive pressearbejde ikke holdt instruktør Alex Gibney tilbage. Han har mange dokumentarer bag sig om appetitlige og kontroversielle emner, herunder Gonzo: The Life and Work of Dr. Hunter S. Thompson (2008), Finding Fela! (2014) om den afrikanske musiker og Taxi to the Dark Side (2007) om en afghansk taxichauffør dræbt af amerikanske soldater.
I Scientologys religiøse fængsel, hvis originaltitel er Going Clear, følger vi otte frafaldne medlemmers vidnesbyrd om Scientology, herunder filminstruktør Paul Haggis (Crash, 2004).
Vi får kronologisk opridset organisationens historie. Bedst er den i starten, hvor vi får indsigt i grundlæggeren L. Ron Hubbards sindssyge. Han startede som sci-fi-forfatter, og i 1954 blev de nedskrevne romaner grundlaget for en religion.
L. Ron Hubbard opfattede faktisk sig selv som sindssyg og søgte om psykiatrisk hjælp hos den amerikanske regering. 75 millioner år gamle rumvæsner, et galaktisk imperium, den femte invasionsstyrke og en diktatorisk leder, rumguden Xenu, var alligevel for meget guddommelig indsigt for en mand, der slog sin kone og bortførte sine egne børn til Cuba.
Desværre blev han afvist hjælp. Så i stedet opfandt han Scientology, der blev en form for selvterapi. Religionen er ifølge en af filmens hovedpersoner ”en rejse i L. Ron Hubbards sind”.
Herefter følger anklager om slavearbejde, hjernevask, omfattende grådighed og krænkelse af privatliv og personlige oplysninger. En skrækhistorie fortalt med eksemplerne John Travolta og ikke mindst Tom Cruise, der fremstilles som bindegal og højre hånd til den nuværende leder, David Miscavige – en fundamentalistisk leder, der har manipuleret sig til magten. Hvor L. Ron Hubbard var en gal excentriker, er David Miscavige modbydeligt kalkulerende.
At holde styr på filmens otte vidner og den utrættelige mængde af informationer bliver en anelse tungt i længden. Man savner i perioder et mere roligt fortælletempo.
Men alt, der bliver fortalt, er fascinerende. Og det er forståeligt, at det hele skal med – særligt fordi det gælder om at have sin dokumentation i orden, når man lægger sig ud med den intergalaktiske kirke.
Kommentarer