Det starter altid med et telefonopkald. Sådan har det været i Scream siden den første film fra 1996.
Dengang var det Drew Barrymore, som skulle svare på, hvad hendes yndlingsgyserfilm var, før en morder – iført den ikoniske Ghostface-maske – slagtede hende og markerede startskuddet på en af de mest succesfulde horror-franchises nogensinde.
Netop franchise-elementet er et af kernepunkterne i Scream 6.
Søskendeparret Samantha og Tara er efter massakren i forrige film flyttet til New York. Men pludselig begynder ligene igen at hobe sig op, og opkaldene vælter ind.
Denne gang er det mere brutalt end nogensinde før. Tonen bliver lagt i den første drabssekvens.
Lektoren i filmvidenskab på Blackmore University, Laura Crane (Samara Weaving), sidder og venter i baren på en restaurant. Hendes blind date er forsinket.
Så ringer hendes telefon.
Det er dog ikke Ghostface-stemmeskuespilleren Roger L. Jacksons ildevarslende dommedagsrøst, men en munter og jovial filejs, der undskylder for forsinkelsen. De mødes og har en for filmserien klassisk gysersnak – hun er selvfølgelig ekspert i slasherfilm – før hun bliver lokket væk fra folkemængden og brutalt stukket ihjel.
Det eksplicitte mord signalerer, at Scream 6 tager en mere bloddryppende retning end de forrige film i serien.
Inden de næste fem minutter kommer et skarpt dobbelttwist, som er en ren lækkerbisken for alle horror- og i særdeleshed Scream-fans.
Det er meta-perfektion serveret med så meget glimt i øjet, at man ikke kan gøre andet end at sidde og juble i sædet. Det er muligvis franchisens bedste åbningssekvens, så god er den.
Resten af filmen er mere traditionel slasher. På godt og ondt. Temmelig idiotiske sekvenser afløses af nogle af de mest intense scener i franchisen.
På sin vis minder det om Scream 2, hvor handlingen ligeledes blev flyttet fra handlingens normale by Woodsboro til en universitetsby. Og det er en helt bevidst homage.
Ghostface efterlader gamle masker på gerningsstederne med DNA fra de tidligere films mordere.
Det er tydeligvis et forsøg på at iscenesætte Sam (Melissa Barrera) som morderen. I den mellemliggende periode har folk online spekuleret i, at hun stod bag mordene i Woodsboro forrige år.
Det er især sket, efter at det kom frem, at Billy Loomis (Skeet Ulrich) – morderen fra den første film – er hendes biologiske far.
Traumet sidder dybt i hende og viser sig i et overbeskyttende forhold til lillesøsteren Tara (Jenna Ortega). Men som filmserien altid har været et bevis på, er det ikke holdbart i længden at flygte fra fortiden.
Melissa Barrera har fået bedre udfoldelsesmuligheder denne gang, mens Jenna Ortega fortsætter sin sejrsgang som Hollywoods scream queen nummer et.
Den mest seværdige præstation leveres dog af Jasmin Savoy Brown. Skuespilleren stjæler den ene scene efter den anden som den karismatiske horrornørd Mindy.
Hun italesætter meta-reglerne for filmen og skaber kontekst til forgængerne, så Scream 6 passer perfekt ind. Samtidig står hun også for de sjoveste replikker. Jasmin Savoy Browns portræt gør karakteren til en af franchises mest elskværdige.
Et par gamle kendinge dukker op, men som vi så i instruktørerne Matt Bettinelli-Olpin og Tyler Gilletts Scream 5, er man ikke nødvendigvis fredet, bare fordi man har nostalgi hængende over sig.
Alt er ved det gamle og alligevel ikke.
Scream 6 er til tider direkte ondsindet, men dog fastholdes seriens særlige charme og mange skønne referencer – blandt andet til den mildt sagt oversete Friday the 13th VIII: Jason Takes Manhatten.
Det er kort sagt sønderflænsende, superb slasher-underholdning, når det er bedst.
Kommentarer