Se København

Klippekortet af pap – og de gule stempelmaskiner – udgår, kirsebærtræerne blomster på Bispebjerg, den gamle Scala-bygning rives ned og erstattes af to gyldne tårne.

Se København er en montage over en by i forandring, optaget over fem år. I passager er rejsen gennem tiden og byens rum opløst til mønstre, teksturer og detaljer, som de færreste vil bemærke i dagligdagen.

Men en fast kerne af uforanderlige vartegn gør, at publikum ikke helt mister orienteringen.

Stilen er lyrisk-associativ, nogle episoder er konstruerede med skuespillere, andre virker tilfældigt indfangede med mobiltelefoner. Flottest er droneoptagelser af byen oppefra, blandt andet fra gadefesten Distortion. Og grimmest, når vi kommer helt tæt på de spor, mennesker sætter sig i form af graffiti og skrald. Og rotterne, der tumler sig under jorden.

Det hele er med.

Indtrykkene bindes sammen – uden reallyd og ord – af ny elektronisk musik af Brian Eno, Massive Attack, Faithless, Ganga og Christian Rønn.

Se København er Palle Vedels debut som instruktør. Han har i mange år produceret film gennem selskabet Manden Med Kameraet, som sigende har taget navn efter Dziga Vertovs stumfilm-klassiker af samme navn fra 1929. En film, Vedel stadig distribuerer i en udgave med musikunderlægning af In the Nursery, og filmen er den altoverskyggende inspiration for Se København.

Flere indslag er kalkeret efter Vertovs film, for eksempel krydsklipningen mellem den morgendøsige by, der vågner, og intime optagelser af en kvinde, som står op.

Den genistreg, Vertov (og andre 1920’er-avantgardister) gjorde, var at vende kameraet mod det publikum, som opsøgte eskapistiske film i biograferne. Han ville vise dem virkeligheden, som de aldrig havde set den før. Det blev muliggjort af et frigjort og legende kamera, hvis optiske registreringer i montagen splejsedes sammen til en ny, følelsesbåren oplevelsesform.

Med den drivkraft skildrer Manden med kameraet semi-dokumentarisk storbylivet i Kiev, Moskva, Kharkov og Odessa med brug af bevægeligt kamera, optagelser i fart og højde samt filmtekniske greb som overblændinger og slowmotion.

Siden er der sket meget, og i dag kan enhver lave lignende eksperimenter med en mobiltelefon. Det vanskelige er at fastholde en vision – eller mission – i spillefilmlængde. Og det kniber desværre også for Se København.

Hyldesten til den friheds- og teknikbegejstrede Vertov virker paradoksalt nok tilbageskuende og kommer til at stå i vejen for en fri og frejdig udforskning af København med de muligheder, filmmediet anno 2018 byder på, og som også omfatter farver og lyd.

Når sammenligningen på den rent tekniske side endelig skal gøres, kan Se København heller ikke leve op til den smukke, velbelyste og kontrastrige Manden med kameraet. Billederne bærer ofte præg af at være enten over- eller underbelyste og skæmmes gennemgående af en orange grading, der formentlig har haft til formål at skabe ensartethed i udtrykket, men mest virker som forstyrrende farvelade.

Se København mangler i rystede enkeltindstillinger også den ro, der var givet med det tungere kameraudstyr, Vertov arbejdede med – og som et stativ kunne have bibragt.

Men er man ikke glad for det, man ser, så kan man bare lukke øjnene og lytte til musikken. Det er fordelen, når filmen er stum.