Det er ved at være passé at hævde, at streamingtjenester er en trussel mod filmkunsten – se bare, hvor mange priser Netflix og Apple TV+ høstede ved årets Oscar-uddeling.
Men enhver biografgænger ved, at streamingtjenesternes slaraffenland aldrig kan måle sig med den barnlige begejstring, man kan få i biografmørket, omgivet af fremmede på samme rutsjebanetur som én selv.
Derfor er det glædeligt, at See for Me når helt til danske biograflærreder.
Randall Okitas klaustrofobiske thriller er et perfekt eksempel på, hvad man i gamle dage ville have kaldt et ”sleeper hit”.
Der er ingen store navne på plakaten, og ingen åbenlyse tegn på, at de involverede bliver headhuntet til større projekter. Med andre ord intet, der på forhånd antyder, hvor god en film, det egentlig er.
Indløser man alligevel billet, har man en stram, opfindsom, neglebidende intens og ekstremt gennemtænkt thriller i vente.
Det er oplagt at sammenligne filmen med David Finchers The Game og Panic Room. De gav Fincher et frirum til at udforske og forfine sin stil og eksperimentere med kamera og klipning for at finde nye måder at skabe spænding.
Ganske som Panic Room udspiller See for Me sig næsten udelukkende på en enkelt location, et forskanset rigmandshjem. Men Randall Okita højner klaustrofobien på en måde, det ikke lykkes Fincher, ved at begrænse publikums oplevelse af rummet til den, filmens blinde hovedperson har.
Den professionelle skiløber Sophie har mistet synet i et skiuheld, men er fast besluttet på ikke at lade sig bremse af sit handicap. Nu tjener hun gode penge på at passe folks huse, mens de er på ferie, og endnu bedre ved at stjæle fra sine kunder med hjælp fra en ven, der over videoopkald guider hende til husenes mest dyrebare skatte.
Men da Sophie bliver hyret til at passe et afsides hus i skoven, får hendes ven samvittighedskvaler, idet Sophie vil finde den dyreste flaske vin i kælderen. Sophie kommer endda til at låse sig selv ude i sneen, og hun er modstræbende nødt til at bede om hjælp.
Hun åbner en app ved navn See for Me, som hendes overbeskyttende mor har anbefalet. Her får hun kontakt til Kelly, en gamerpige og tidligere soldat, der guider hende tilbage indendørs.
Alle brikkerne er således på plads, da Sophie senere samme aften hører nogen bryde ind i hjemmet. Det er nærliggende at tænke, at Sophie ringer til Kelly, der med sin kamperfaring kan dirigere hende rundt i huset som i et computerspil. Men Randall Okita leger med vores forventninger og snyder os, når vi mindst venter det.
Filmen holder et stramt fokus på Sophie, og vi kryber rundt sammen med hende i det mærkelige, enorme, modernistiske hjem – et foruroligende fremmed sted i nattemørket, hvor faren lurer rundt om hvert et hjørne.
Det tager lidt tid, før See for Me rigtig kommer i gang, og rammefortællingen om Sophies skiløberkarriere viser sig at være mindre betydningsfuld, end man kunne tro. Men da først røverne melder sig på banen, stiger filmens tempo, indtil adrenalinen pisker rundt i kroppen.
Og det til trods for at Sophie – der spilles af den ikke-binære, blinde skuespiller Skyler Davenport – ikke er nogen oplagt sympatisk karakter. Hun er bitter og bister, og filmen benytter dygtigt den kognitive dissonans mellem at holde med og holde af hovedpersonen.
Lige så overraskende som de mange jump scares er de uventede – ofte bare dårlige – valg hun foretager for at overleve.
Ville See for Me være lige så medrivende, hvis man så den på en streamingtjeneste? Måske, men næppe, hvis man ser den på telefonen. Det er nemlig en gedigen thriller og en perfekt biograffilm af den slags, hvor publikum gisper, griner og holder vejret på samme tid.
Kommentarer