The Selfish Giant

Det er både en fin og mærkelig oplevelse at se Clio Barnards første fiktionsfilm, The Selfish Giant.

Fin, fordi det er en gribende film. Mærkelig, fordi den med sin socialrealisme og tilsyneladende autenticitet burde overbevise mig om, at jeg er vidne til et stykke rå virkelighed.

Jeg burde vel sidde i biografen og blive indigneret og forlange politiske ændringer her og nu, hvor jeg bliver ført ind i en verden af fattigdom og brutalitet – en verden, de fleste middelklassemennesker som jeg selv kun kender fra film og litteratur.

Men det er netop film og litteratur, jeg kommer til at tænke på, når jeg ser den, i stedet for den såkaldte virkelighed. Og det sjove er, at det faktisk føles helt i orden.

Vi befinder os i byen Bradford i Nordengland. Den trettenårige, adhd-ramte hovedperson, fremragende spillet af Conner Chapman, hedder Arbor. Navnet sender en diskret hilsen til instruktørens debut The Arbor, en nyskabende blanding af dokumentar og fiktion, som portrætterer arbejderdramatikeren Andrea Dunbar.

I The Selfish Giant lever arbejderånden videre i en hyperaktiv teenagedreng.

Arbor bliver smidt ud af skolen, fordi han forsvarer sin kraftige ven Swifty (Shaun Thomas), der er ved at få tæv. Bagefter sender rektor Swifty samme vej. Arbor udtænker en plan for deres videre liv: De kører rundt i gaderne i en hestevogn og samler skrammel, som de sælger til den lokale skrothandler, den karismatiske demagog Kitten (Sean Gilder).

Ud over at styre et halvkriminelt imperium bygget af affald og jern arrangerer skrotmagnaten nogle farlige hestevæddeløb ude på motorvejen.

Arbor angler efter Kittens accept. Men Kitten favoriserer Swifty, der viser potentiale som væddeløbskusk. Arbor bliver skruppelløs og dumdristig. Og han frygter ikke det farligste: at stjæle kobberledninger fra offentlige anlæg og sælge dem videre.

The Selfish Giant er et eventyr forklædt som barsk realisme. Det fortæller mig, at socialrealismen egentlig bare er et sprog, en mulig måde blandt mange at fortælle på – ikke en filmform, der er mere ”ægte” end alle mulige andre.

Filmen peger selv på det: The Selfish Giant er også titlen på et eventyr af Oscar Wilde fra 1888. Den korte formaningsfortælling handler om en kæmpe, der har en vidunderlig have, som områdets børn elsker at lege i. Men en dag bliver børnene forment adgang – indtil kæmpen lærer glæden ved at dele.

Wildes eventyr har tydelige kristne motiver, mens Barnards filmfabel er langt mørkere. Hvis der bliver tændt en håbets flamme til allersidst, er det godt nok en lille én.

Hos Wilde tilhører synsvinklen kæmpen, hos Barnard tilhører den drengen. Og kæmpen er ikke en bogstavelig kæmpe, men skrotkongen Kitten.

Billedsproget er, som vi forventer det af britisk socialrealisme: hårdt og gråt. Men så er der pludselige nedslag af skønhed: et stort billede af en hest med vogn i et landskab af kraftværker, et møde mellem meget gamle dage og et industrisamfund under afvikling.

Den engelske mesterinstruktør Ken Loach er en forudsætning for The Selfish Giant – ikke mindst hans gennembrudsværk Kes (1969) om en utilpasset dreng a la Arbor, der finder ro i at opdrætte en falk.

Men også Dickens spøger, og miljøet omkring Kitten bringer mindelser om tyvekongen Fagins hof af lommetyve i Oliver Twist, mens Kittens karakter er tættere på romanens barbariske Bill Sykes.

Og så får Arbors handlekraftige og kriminelle karakter mig til at tænke på figuren Yahya Hassan i digtsamlingen Yahya Hassan.

Men hov, Hassans historie er jo rå virkelighed udsat for suveræn kunstnerisk bearbejdelse. Så i sidste ende peger The Selfish Giant måske alligevel på virkeligheden. Den virkelighed, vi prøver at forstå ved at fortælle historier om den.