Self/less

Ben Kingsley ligger på en briks. Han er en gammel mand. Syg og nedslidt. På briksen ved siden af ligger en ung og smuk krop. Et hemmeligt firma har tilbudt den til ham. Det koster knaster, men rigmanden har råd. Snart er han født på ny.

Det er videnskabens svar på buddhisme.

Tænk, hvis man kunne overføre sin personlighed til en anden krop. Hvor mange af os tænker egentlig på, at den gamle mand i rollator på den anden side af gaden for bare tyve år siden måske var lige så åndsfrisk og hurtig i replikken som du og jeg?

Self/less er en film om at skifte ham. Desværre er de gode idéer håbløst udført efter velkendte Hollywood-drejebøger, skoledrenget kameraføring og skuespil, der hører en b-film til.

Handlingen er tilmed så lang tid om at komme i gang, at man først efter en halv times tid begynder at forstå, hvad filmen vil.

Først følger vi den succesrige byggematador Damian (Ben Kingsley) med en syg krop. Vi forstår, at han livet igennem har svigtet sin datter. Hun er blevet spist af med checks frem for omsorg og blevet hans modsætning. Hun arbejder for en bedre verden i en nonprofit-organisation. Vi forstår, at den gamle mand skal fortryde og tilgives.

Imidlertid bliver det klassiske far-datter-tema gemt langt væk, da Damian får et tilbud af en skyggevirksomhed. Hvis han lader sin gamle krop dø, kan han få en ung mands krop lavet på reagensglas.

Allerede her virker filmen uambitiøs. Kameravinklerne er dovne, nærmest 1:1, dialogen er kedelig, skuespillet ganske indskrænket, og man forstår ikke helt, hvad filmen vil med dette kropsskifte. Snart bliver en middelmådig skuespilpræstation byttet ud med en ringe.

Ben Kingsley bliver til Ryan Reynolds.

Damian ligner nu én på 35. Han er muskuløs, går altid med armbåndsur og er nattens konge. Med ekstremt hurtige klip akkompagneret af endnu hurtigere trommerytmer ser vi billeder af Damian i seng med den ene kvinde efter den anden. Livet er let, og som tilskuer forstår vi stadig ikke helt, hvad filmen handler om. Klippene, musikken og playboy-temaet fremstår ufrivilligt komiske.

Men så sker det.

En fortid rammer Damian i hans drømme. Han ser glimt af en latino-kvinde og et barn. Han ser glimt af krigszoner. Han ser glimt af livet på landet. Glimt fra en anden mands liv.

Snart opsøger han landstedet og forstår, at hans nuværende krop ikke er lavet på reagensglas, men af latino-kvindens afdøde mand. En tidligere soldat, der har ofret sin krop til virksomheden for at få penge til at redde en dødssyg datter.

Konen Madeline er intetanende om sit mands offer. Hun tror selvsagt, at Damian er hendes mand opstået fra de døde, men det får de ikke tid til at tale om. For i hælene på Damian, Madeline og datteren er virksomhedens soldater, og snart kan actionfilmen begynde. En time med biljagter, skyderier og flugt.

For det er klart, at virksomheden ikke kan leve med, at folk ved, at de myrder for at fremskaffe sig unge kroppe, som rige mænd kan købe sig til. Og det er klart, at Hollywood ikke kan leve uden action.

At kunne gøre sig udødelig er det samme som at lege Gud, og det hovmod betaler sig sjældent i filmrullerne. Under flugt og biljagter udvikler Madeline og Damian et forhold til hinanden. Madeline skal i sikkerhed sydpå, mens Damian uundgåeligt må tage et opgør med skurkene.

Hans udvikling består i hans samvittighed. Han må tage et opgør med den ondeste form for kapitalisme, som han engang selv var en del af. Han må redde Madeline og hendes lille datter. Først dér kan han søge tilgivelse hos sin omsorgssvigtede datter.

På den måde er skuddet i Self/less godt nok, men det hele er desværre løst krudt, der aldrig rammer. En original og tankevækkende idé bliver spildt på halvdårlig action, afstumpet skuespil og et alt for hektisk plot.