Netflix’ nye serie Sense8 kommer stærkt fra start. Også selvom der er rigtigt mange spørgsmål og meget få svar.
De første tre afsnit giver dog forløsende håb om, at Wachowski-søskendeparret endelig har fundet ud af det kunstneriske dødvande, de har plasket rundt i siden The Matrix. Og det skal belønnes!
Filmverdenen har oplevet en omkalfatrende teknologisk udvikling de seneste tyve år, men alligevel står The Matrix tilbage som visionær og vedkommende science fiction med ikoniske actionsekvenser og relevant systemkritik.
I senere værker har Andy og Lanas ambitionsniveau været lige så højt, men udførelsen langt fra lige så elegant. Cloud Atlas, som de instruerede med tyske Tom Tykwer, er en stor rodebutik af tidsperioder, genrer og kostumer – og et kluntet forsvar for en usammenhængende New Age-filosofi. Den nyere Jupiter Ascending er ikke bedre.
Derfor er det herligt, at de med Sense8 synes tilbage på rette spor. Serieformatets større albuerum passer glimrende til søskendeparrets storladne og til tider snørklede fortællinger om uforklarlige forbindelser mellem mennesker.
Serien er skabt i samarbejde med manuskriptforfatter og tegneserietegner J. Michael Straczynski, der før har kreeret sci fi-serien Babylon 5, hvor telepati spiller en stor rolle. Det gør det også i Sense8.
I en prolog ligger en lidende kvinde (Daryl Hannah fra Blade Runner) i en kirke i Chicago. Hun har langt lyst hår, og så bærer hun det forpligtende navn Angel. Den gode Jonas (Naveen Andrews fra Lost) og den onde Mr. Whisphers (Terrence Mann) huserer omkring hende, og det står klart, at hun må ofre sig for at redde en gruppe mennesker. Hun placerer en pistol i munden og trykker af.
Efterfølgende viser hun sig otte forskellige steder på jorden for otte forskellige mennesker. Fra nu af har disse otte en særlig forbindelse med hinanden, de kan kommunikere telepatisk og se, hvad hinanden ser. Selvom de er spredt ud over kloden.
Det lyder ganske mystisk, og det er det gudskelov også. Mystikken om, hvordan og hvorfor de er forbundet, bærer Sense8 fremad, mens de velmenende budskaber om, hvordan vi alle er forbundet som mennesker, blot er plottets udgangspunkt. Her proppes moralen ikke ned i halsen som i Cloud Atlas.
Sense8 skal hurtigt have introduceret sine otte hovedpersoner, og fortidens skrammer udbasuneres så snart, vi møder dem.
Dj’en Riley (Tuppence Middleton) flanerer rundt i det londonske natteliv som en anæmisk og kældermelankolsk islænding blandt Pete Doherty-typer på stoffer. Hun har lange ar ved håndleddet. Den tyske pengeskabstyv Wolfgang (Max Riemelt fra Free Fall) præstenteres ved at pisse på sin fars grav.
Nomi (Jamie Clayton) er en transkønnet hacker. Hun har sex med sin partner med en regnbuefarvet påspændingsdildo i sin åbningsscene. Det er lige op til den årlige LGBT-fest i San Fransisco. Og efter klimaks kommer der et stakåndet: ”Happy Pride!”
The Matrix huskes heller ikke for sine subtile karaktertegninger. I første del af filmen er over halvdelen af Keanu Reeves’ replikker spørgsmål. Hos Wachowski’erne er karaktererne blot brikker i en større fortælling om korrupte systemer, der holdes i benlås af obskurantister.
Og Sense8 kan også ses som et kærkomment oprør mod det forstokkede, når Nomis mor ikke anerkender kønsskiftet og kun bruger det gamle navn, Michael.
Serien har dog nogle logiske huller.
Holdet, der blandt andet består af V for Vendetta-instruktør James McTeigue og Tom Tykwer, har gjort meget for at skildre miljøerne så autentisk som muligt. Derfor er Sense8 optaget on locationi Chicago, San Fransisco, London, Reykjavik, Seoul, Mumbai, Berlin, Mexico City og Nairobi.
Men hvorfor snakker de så alle sammen engelsk? Det kan forsvares med, at det ellers ville være svært for en buschauffør i Kenya at kommunikere med en sydkoreansk forretningskvinde.
På bundlinjen giver starten af Sense8 forhåbninger om en yderst storslået serie skabt af et søskendepar på vej tilbage i topform. Med formatet har de tilsyneladende fundet en formel, hvor de kan diskutere race, køn og seksualitet og samtidig kritisere reaktionære systemer med bulder og brag.
Med jernrør og de bare næver slår homoseksuelle, heteroer og transkønnede i Sense8 et slag for at actionfyldt sci-fi ikke behøver være en androcentrisk genre.
Kommentarer