”Det siges, at når to udkårne rører hinanden ved måneskin for første gang, opstår der en blå gnist.”
Det fortæller den unge, smukke heks Alice (Alicia Vikander) til den lige så unge og smukke heksejægerlærling Tom (Ben Barnes), da de første gang har rørt ved hinanden i månelysets skær – hvilket rigtignok resulterede i en blå gnist.
”Eller også kom den bare fra hekse-støv på mine fingre,” tilføjer hun med et grin og punkterer den romantiske, højstemte atmosfære.
Sådan er det hele vejen gennem denne ellers flotte fantasyfilm. Vi får kun antydningen af, at der ligger et fascinerende univers fyldt med myte, sagn og historie derinde et sted, som kunne være foldet smukt ud på det store lærred. Men det er, som om filmen ikke tør tage sit univers helt alvorligt.
Det har filmen alt for travlt til. På 102 minutter er der kampe, der skal kæmpes, og massevis af flade jokes, der skal fyres. Det tager brodden af ethvert tilløb til seriøsitet.
De flade jokes står Mester Gregory (Jeff Bridges) primært for. Han er den sidste ridder af Falke-ordenen, som rejser rundt og bekæmper hekse, gengangere og andre vederstyggeligheder. Efter at hans seneste lærling omkom i kløerne på over-heksen Moder Malkin (Julianne Moore), er Gregory nu på udkig efter en ny, der kan hjælpe ham med at få has på heksen.
Valget falder på den unge Tom, hvis eneste kvalifikation er, at han er den syvende søn af en syvende søn – en mytisk familierelation, som gennem tiden er blevet tillagt særlige evner. Ud over dette kuriosum er Tom indledningsvis temmelig uduelig.
Men som det sig hør og bør i en eventyrfortælling, vokser helten med opgaven.
Tom forlader sin familie og gennemgår en række prøver, der beviser både over for mester Gregory og ham selv, at han er klar til at møde sin skæbne: at blive den næste heksejæger. Men inden da fristes han af heksen Alice (hende med gnisten) og lærer nyt om sin egen families historie.
Undervejs på denne rejse bliver Tom og publikum præsenteret for alt fra magiske amuletter til personer, der kan forvandle sig til dyr.
Det hele er præsenteret på en baggrund af storslåede landskaber og små, livlige byer. Det visuelle indtryk er i det hele taget godkendt. Effekterne er for det meste overbevisende, mens 3D-konverteringen ikke bidrager med et store til filmen.
Landskaberne udgør arenaer for samtaler mellem to eller flere karakterer, og i byerne er der altid meget belejligt gjort plads til at eksekvere de ganske velkomponerede kampscener, som driver historien fremad. Det kunne have været ganske storslået, men der er ingen fornemmelse af, at denne verden er større end det, vi kan se.
Filmen er baseret på første bog i The Wardstone Chronicles, en serie på seksten young adult fantasy-bøger. Der er utvivlsomt været masser af materiale og folklore fra bøgernes univers at trække på. Alligevel fremstår fortællingen flad og underudviklet. Ikke bare hvad angår sammenhængen mellem alle de magiske genstande, personerne og deres tilhørsforhold, men også selve karakterernes motivation for at handle, som de gør, forbliver i mange tilfælde uklar.
Der er simpelthen for mange elementer i historien og for lidt tid, til at folde dem ordentligt ud.
Seventh Son, som i øvrigt blev indspillet helt i 2012 og altså har ligget på hylden i over to år, er ikke blevet den episke start på en filmserie, den tydeligvis var tænkt som. I stedet er den blevet en ganske underholdende, visuelt gennemført og lidt skuffende fornemmelse. Måske var den blå gnist bare statisk elektricitet fra støvet i filmselskabets kælder.
Kommentarer