Hvad hvis man kunne splitte sin hukommelse, så man kun husker fritiden, når man har fri, og kun husker sit arbejdsliv, når man er på arbejde?
Forestil dig, at du kan blive splittet op i to personer: et fritids-jeg og et arbejds-jeg.
Den ene del kan holde fri resten af livet, mens den anden konstant er på arbejde. Ingen søvn, ingen adspredelse og ingen viden om dit liv før ansættelsen. Arbejde er den eneste mening med livet.
I Dan Ericksons thriller-serie Severance bliver Mark (Adam Scott) og tre andre ansatte i firmaet Lumon tilbudt præcis sådan et indgreb. Og man bliver som seer tvunget til at fundere over, hvordan man selv ville reagere på at skulle arbejde, til man dør.
Ville du som Dylan (Zach Cherry) fortabe dig i arbejdets åndssvage, materielle belønninger – melonstykker og kinesiske fingerfælder – eller gøre firmaets håndbog til din bibel ligesom den ældre ansatte Irving (John Turturro)?
Eller ville du som nyansatte Helly (Britt Lower) gøre oprør mod de robotagtige mellemledere og sige op – blot for at opdage, at dit fritids-jeg ikke vil lade dig gå?
Ben Stiller har instrueret de fleste af afsnittene, og hans absurde form for humor sniger sig hyppigt ind i den akavede jargon blandt arbejderne, der ikke ved, hvem de er.
Men det er i mødet mellem den veloplagte komik og thrillerens gåsehudsfremkaldende ubehag, serien virkelig bliver original.
Det er sjovt, når Dylan siger, at han ville begå selvmord, hvis han ikke havde vundet nogen af de fingerfælder, som virksomheden bruger som belønning. Men grinet bliver til gru, når det går op for én, at han mener det.
Tempoet er ekstremt velafstemt. Hvert afsnit er pakket med grin, spænding, uhygge og ikke mindst hjerte, så man må have en tænkepause mellem dem.
Historien er intens, men serien tager sig tid til herlige små sidehistorier. Ikke mindst den lige dele sukkersøde og tragiske romance imellem Irving og en anden ældre ansat – spillet bedårende nervøst af Christopher Walken.
Der er store følelser på spil. Derfor er den eksistentielle horror meget mere vedkommende end i lignende serier som Black Mirror, der er intellektuelt pirrende, men uden den afgørende indlevelse i karaktererne midt i gruen.
Og med perfekt timing udkommer serien til den voksende antiarbejde-bevægelse, hvor flere og flere ansatte rundt omkring i verden stiller spørgsmålstegn ved meningen i at arbejde og siger op.
Især den gudesmukke introsekvens antyder budskabet. Med Theodore Shapiros mystiske musik i baggrunden gør computerspilsanimation Mark til en kludedukke blandt tusindvis af arbejdskloner, som smides rundt og drikkes som kaffe.
Det ansigtsløse firma har narret hans krop fra ham og bruger den bogstavelig talt som et objekt. Det må vække genklang blandt millioner af arbejdere, der føler sig fanget i jobs, som stjæler deres energi.
Adam Scott brød igennem i den mindre skræmmende arbejdskomedie Parks and Recreation. Men hans talent viser sig for alvor i rollen som Mark, der tog jobbet på Lumon for at glemme sorgen over sin døde kone.
Som fritids-Mark er hans repliklevering urytmisk og mimikken unaturlig i mødet med andre. Et sylespidst portræt af en mand, der for længst har glemt, hvordan man interagerer følelsesmæssigt med mennesker.
Sorgen er bedre gemt væk hos arbejds-Mark, der konstant bærer en godmodig, men åbenlyst falsk maske over den smerte, han ikke kender kilden til.
Begge udgaver af Mark gennemgår en gribende forandring i løbet af sæsonens ni afsnit, der kulminerer i et af de mest pupil-udspilende klimakser, man kan forestille sig.
Heldigvis lægger den op til en sæson to!
Kommentarer