En thriller kan, hvis den er rigtigt god, slippe af sted med meget. Hvis man sidder helt opslugt på kanten af sædet, neglebidende og spjættende ved den mindste lyd, fokuserer hjernen mere på flugt end på huller i handlingen og saglige rationaler.
En dårlig thriller er lige omvendt, og det siger måske det hele om The Shallows, at min hjerne gennem samtlige 87 minutter kredsede om, hvor hurtigt man kan svømme 200 meter.
The Shallows foregår på en øde strand i Mexico.
I en utroligt kluntet start får vi præsenteret Nancy (Blake Lively), en lægestuderende surferpige, der har brug for at komme væk fra det hele efter sin mors død. Dog ikke længere væk, end at hun konstant har snuden nede i telefonen for at chatte med både veninder, far og lillesøster (der er god netforbindelse på det øde sted, som ingen kender til). Og heller ikke længere væk, end da den søde mexicaner, der giver hende et lift spørger, hvordan hun vil komme væk fra stranden igen, er svaret: ”Uber!”
Men altså, lidt langt væk hjemmefra er hun da.
Instruktør Jaume Colle-Serra (Run All Night og Non-Stop) er ivrig efter at komme frem til de actionprægede sekvenser i vandet, men inden da er der lidt til de liderlige drenge, som man må forvente er filmens kernepublikum: et close-up af Livelys bryster, presset helt op til hagen grundet en stramtsiddende våddragt, der selvfølgelig kun lynes halvt op. Brysterne har åbenbart ikke brug for varme i det kolde vand.
Nancy bliver bidt i benet, og blodet farver vandet neonrødt i nærmest Refn’ske dimensioner. Den røde billedside lægger et ekstra lag til Nancys kamp under vandet, og de fine takter fortsætter, hver eneste gang der er action under vand.
Colle-Serra er en udmærket action-instruktør, og midterstykket er også ganske underholdende, da Nancy skal tage kampen op mod den hvidhaj, som har efterladt hende såret på et lille rev, 200 meter fra kysten.
Men så er det, min hjerne går i stå ved de 200 meter. For det giver ingen mening, at Nancy ligger på det lille rev i et døgns tid og er ved at dø af kulde og koldbrand, når hun kun er fire-fem minutters svømning fra land. Især ikke, da hun finder ud af, at hvidhajen cirkulerer i en bane, og hun har et dykkerur, der kan fortælle hende alskens smarte data.
I stedet vælger hun en rimelig tåbelig løsning, og så er tålmodigheden med surferpigen ved at være opbrugt.
The Shallows henter tydelig inspiration fra hajfilmen over alle hajfilm, Steven Spielbergs Jaws, og kan næsten ses som én lang udvidelse af klassikerens forrygende åbningssekvens, hvor den unge kvinde Chrissie må lade livet.
Forskellen er dog også tydelig.
Spielberg gør sekvensen simpel, så de enkelte elementer træder frem. Chrissies skrig i den mørke nat efterfølges af absolut stilhed, og det er effektfuldt. Colle-Serra gør det stik modsatte. Han giver den hele armen med GoPro-optagelser, smukke undervandsoptagelser, helikopterskud, CGI og hvad han ellers kan finde på i et mere og mere opskruet tempo.
Komponisten Marco Beltrami forsøger at matche den megen action med en underlægningsmusik, der både indeholder elektroniske instrumenter og en dyb cello. Det er mere forvirrende end stemningsfuldt.
Til sidst bliver det hele så fjollet, at Colle-Serra lader til at have givet op. Det virker, som om han tænker slutningen er ligegyldig, fordi publikum har fået den nervepirrende action, de kom efter. Problemet er, at løjerne aldrig på noget tidspunkt har været rigtigt spændende.
Jo, en enkelt gang. Da Nancy på et tidspunkt kommer til at hamre tænderne ind i en metalbøje. Av, av, av – hun får en stor tandlægeregning.
facebook
twitter
Kommentarer