De danser nærmest.
Hvert blokeret slag eller udfald bliver til en smukt kontrolleret bevægelse, der leder tankerne hen på to elskende i en øm tango.
Men det første møde mellem den udødelige krigsherre Wenwu (Tony Leung) og Jiang Li (Fala Chen), en af vogterne af den mytiske by Ta-Lo, er alt andet end et amorøst rendezvous.
Og det er de to, som er forældre til Shang-Chi (Simu Liu), som er helten i Shang-Chi and the Legend of the Ten Rings.
Efter morens død vender Wenwu tilbage til sin destruktive, mørke side og træner sønnen op til at blive en effektiv dræbermaskine. Men drengen gør oprør, stikker af fra faren og efterlader i processen sin lillesøster Xialing.
Shang-Chi har siden levet stille og roligt i USA, og sammen med veninden Katy (Awkwafina) ernærer han sig af at parkere biler for hotelgæster.
Det bliver der dog sat en brat stopper for, da faren sender en flok håndlangere ud for at hente en amulet, som Shang-Chi er i besiddelse af.
En spektakulær slåskamp følger om bord på en bus, hvor skuespilleren Simu Liu viser sin imponerende fysiske formåen og kampsportsevner. Der er fart over feltet i mere end en forstand, da det tonstunge køretøj suser ned igennem San Franciscos bakkede gader for fuld smadder – uden bremser.
Den splittede familie genforenes, men Xialing (Meng’er Zhang) bærer hårdt nag til sin storebror. Fordi Shang-Chi har forladt hende, men også fordi faren har negligeret hende efter morens død.
Familie er et af de mange temaer, der er i spil i Destin Daniel Crettons genreblanding af superheltebulderbrag og moderne fortolkning af kinesiske heltesagn.
Hvem du er i din families øjne, harmonerer ikke nødvendigvis med, hvem du selv føler, du er. Det gælder for alle tre i den dysfunktionelle familie, der efter morens død har mistet det faste holdepunkt.
Søgen efter identiteten præger dem alle.
Xialing har opbygget en undergrunds-kampklub, hvor mennesker og personager fra Marvel-universet kan slå på tæven. Shang-Chi har nydt nuet sammen med Katy, hvor de tit tager en god gang druk og karaoke, selv om der kun er få timer til, at arbejdet starter.
Wenwu sidder fast i sorgen, og hans eneste ønske er at bringe hustruen tilbage til livet. Til det bruger han de ti ringe, som ud over at give ham udødelighed også skænker bæreren overnaturlig styrke.
Hongkong-veteranen og Wong Kar-wais hofskuespiller Tony Leung er fremragende som sympatisk, sorgbetynget skurk. Hans filmstjerne-udstråling er magnetisk, og han formår med sit portræt at skabe en af de mest mindeværdige hovedpersoner i Marvels filmiske univers.
At indpakningen til dramaet indeholder herlige actionscener og mange sjove øjeblikke, er blot kærkommen flødeskum på toppen.
Især Ben Kingsley som den dumme, men charmerende skuespiller Trevor Slattery, er fortræffelig på komediefronten.
Trevor optræder i Iron Man 3, hvor han er hyret til at lade, som om han er lederen af Wenwus organisation The Ten Rings. Den slags gør man selvfølgelig ikke ustraffet, og han har derfor tilbragt mange år som en hofnar for skurken og hans mænd.
Det er en god lille detalje og en fin måde at få flettet det eksisterende Marvel-univers sammen med det nye.
Relativt ukendte Simu Liu bærer med bravur de episke eskapader, hvor især filmens sidste halvdel byder på flere magiske indslag. Man taber vejret af spænding, men også over det rørende drama, hvor der trækkes mesterligt i hjertestrengene fra start til slut.
Kommentarer