The Shape of Water

Nogle filmiske mesterværker ankommer på lærredet for fuld hammer, med en gruppe kamphelikoptere til tonerne af Wagners Valkyrieridt.

Andre kommer snigende. De er som at se et tæppe blive vævet, én tålmodig tråd ad gangen, mens ens forundring vokser sig større, i takt med at det overdådige mønster tager form.

Guillermo del Toros The Shape of Water hører til den sidste kategori.

Allerkortest fortalt handler filmen om en kærlighedsaffære, der udspiller sig i Baltimore i 1962, mellem den ensomme, romantiske, stumme, men ikke døve rengøringsdame Elisa og en mærkelig, paddeagtig, menneskelignende havmand, der bliver holdt fanget på det amerikanske militæranlæg, hvor hun arbejder.

Det geniale og nyskabende er ikke blot den originale, legesyge måde, del Toro udvikler ”kvinden og havmanden”-eventyret på, men også måden, han forankrer historien i den virkelige verden på.

Det nervøse Amerika, vi møder i året for Cubakrisen, er et sælsomt sted, lige så meget dystopisk fremtid som historisk fortid. Et sted, som gøres så meget desto mere fremmed af et manuskript, der sammenvæver utallige filmiske referencer i sin konstruktion af en forsvunden æra, lige fra obskure 1940’er-musicals som Hello, Frisco, Hello over koldkrigs-noir som Den tredje mand og til 1950’ernes B-monsterfilm.

Sally Hawkins’ Elisa har også to sider. Hun er en eventyrprinsesse, der venter på at kysse en magisk frø, så hun kan bryde den barndomsforbandelse, hun engang pådrog sig i et mystisk uheld, hvor hendes stemmebånd blev skåret over.

Men hun er også en virkelig kvinde med behov og begær, der håndterer sin mangel på en partner ved at onanere i badet hver morgen, inden hun pendler til arbejde.

Elisa bor i en gammel lejlighed over en reprisebiograf, lige ved siden af sin ven Giles. Han er en trist, men evigt håbefuld, homoseksuel kunstner, der i sit livs efterår stadig ikke er kommet ud af skabet, og som bringes følsomt til live af Richard Jenkins. Giles får også lov at indlede og afrunde filmen som eventyrfortæller med korte voice-over-passager om monstre og prinsesser.

Elisas nemesis er den sadistiske Oberst Strickland (en herlig præstation af altid seværdige Michael Shannon), der er sikkerhedschef på det militæranlæg, hvor Elisa arbejder. Strickland, der altid har en politistav i hånden, hader afvigelser, og netop den form for krænkelse af naturens orden, ser han i det paddelignende væsen, han har fanget i en sydamerikansk flod.

Denne smidige, nysgerrige, smukt realiserede havmand, der spilles af del Toros vante ”protese-skuespiller” Doug Jones, er skæbnebestemt til at blive dissekeret i videnskaben og våbenkapløbets navn.

Elisa gør rent på det laboratorium, hvor væsnet holdes fanget. Hun er stum, så der er ingen risiko for, at hun taler over sig. Hun og havmanden indleder et umage venskab, da hun tilfredsstiller hans trang til hårdkogte æg i scener, der er både ømme og erotiske.

Da The Shape of Water i anden halvdel bliver en adventure-thriller med anstrøg af spionhistorie, er det let at tvivle på, om den kan holde niveauet fra den første time.

Men det gør den ved konstant at variere de små magtnuancer, der er i centrum for denne dybt menneskelige, men også politiske historie om de svage over for de stærke.

Strickland afsløres som en fundamentalt usikker mand, som af sine overordnede anses for at være et erstatteligt værktøj, og den opblødning afslører en vis skødesløshed, endda egoisme, ved Elisas kamp mod autoritet og patriarkat. Aktivet, som militærfolkene kalder havmanden, viser sig at være en vild, uberegnelig størrelse, netop når han risikerer at blive for kært menneskelig.

The Shape of Water er en brillant film, højdepunktet af del Toros karriere, et mesterværk fyldt til bristepunktet med gammeldags filmiske glæder.