Sharp Objects

En flygtig tanke når lige at passere: ”Åh nej, endnu en klichéfyldt, dysfunktionel antihelt, der drikker dagen lang.” 

Sekundet efter suges man ind i en surrealistisk, sveddryppende feberdrøm, der aldrig slipper sit tag. Den griber fat, og strammer langsomt sit greb med exceptionelt skuespil og visuel overlegenhed, indtil man til sidst kan mærke hver en nervøs trækning eller ængstelig følelse på egen krop. 

Katalysatoren for det hele hedder Amy Adams, som aldrig er set bedre. 

Den 43-årige skuespiller kan tilføre sine roller det ekstra, der gør, at de bare fænger. Som i American Hustle, hvor den svindleriske elskerinde bliver tilført en ekstra grad af uforudsigelighed. Eller i Arrival, hvor den intelligente sprogforsker fremviser en særlig sensibilitet. 

Adams’ journalist Camille Preaker i miniserien Sharp Objects (efter bog af Gone Girl-forfatteren Gillian Flynn) er på papiret en kende skabelonagtig. 

Hun drikker. Bærer på en problematisk fortid. Har det svært med mænd. Er ved at falde fra hinanden. 

Men Adams spiller fuldkomment overlegent og tilfører rollen så mange lag med den ypperste følsomhed. Drævende, i et nærmest hviskende toneleje, fremfører hun sine replikker, så vi mærker Preakers pinsler helt ind i knoglemarven. 

Camille bliver sendt på opgave i sin hjemby Wind Gap, Missouri. Her skal hun rapportere om to unge piger: den myrdede Ann Nash og den forsvundne Natalie Keene. 

Men som hendes faderlige redaktør forklarer hende: ”Få så mange detaljer med som muligt. Husk, at du ikke er der for at løse mysteriet, men for at portrættere en by i sorg.” 

Formaningen er lige så meget henvendt til seeren. Mysteriet er sekundært. Fokus er på det detaljerige portræt af small-town America, den intense atmosfære og Camilles vaklende psyke. 

De tre elementer forløses mesterligt, da Camille besøger sin mor, Adora, der spillet isnende fænomenalt af Patricia Clarkson fremstår som en sydstatsdronning. 

Døren i det grandiose, pastelfarvede palæ åbner ind til en kæmpe hall med snoede mahognitrapper, sirlige blomsterdekorationer og en mor i lyserød silkekjole med en cocktail i hånden. Moren er lige så fastgroet til huset, som huset er til hende. 

Bag høflighedsfraserne ulmer uforløste ord. Den kuede ægtemand Alan, også klædt i pastel, lytter til lp’er i sit musikværelse, og synes lige så fjern fra virkeligheden som magtfulde Adora. Ludovico Einaudis Dietro Casa, bølger som et smukt bagtæppe for mødet, der med et enkelt ord kan betegnes som creepy. 

Dietro Casa kan oversættes til ”bag huset”, og der er en særlig form for Lynch-agtig stemning i måden, hvorpå man vil bag om huset, bag facaderne og ned i den rådnende muld under det nyslåede græs. 

Insekter bryder frem af jorden. Et træskur i skoven er plastret til med hardcore-porno og strimler af kød i forrådnelse. Der er loops og flashbacks, genkommende elementer, noget, som Camille har gemt i sin hjerne, noget som har at gøre med hendes døde lillesøster og hendes levende stedsøster Amma. 

Hendes krop er som et Memento-kort af lidelse. Igen og igen har hun kradset ord på arme og ben for at føle, samtidig med hun drukner sine sanser i bourbon. Man kan intet gøre andet end at følge hende ned i mørket. 

Sidste år formåede instruktør Jean-Marc Vallée at få et parforholds- og venindedrama til at fremstå forfriskende nyt i Big Little Lies. 

I år gør han det igen med Sharp Objects, hvis otte afsnit han har instrueret. Han har et særligt øje for atmosfære, og miniseriens knugende, fortættede sydstatsstemning er ikke set så gåsehudsfremkaldende siden første sæson af True Detective. 

Sharp Objects og Big Little Lies har også et andet fællestræk: Det er fortællinger med kvindeligt perspektiv. Fortællinger om mødre og døtre, om de forventninger og indlejrede forestillinger om kvinder, der fortsætter generation efter generation. 

De dræner, spænder og snærer, og det er usædvanligt vedkommende, uanset om du er mand eller kvinde.