Sherlock – den afskyelige brud

”Sherlock Holmes er udødelig, for han har aldrig levet,” stod der på smudsomslaget til min barndoms Sherlock Holmes-bøger.

Det er i sig selv imponerende, at et 128 år gammelt krimikoncept stadig kan fascinere og underholde et moderne publikum, oven i købet på en så original måde, som det er tilfældet i Mark Gatiss’ og Steven Moffats Sherlock.

Men Sherlock Holmes er selvfølgelig heller intet mindre end en prototypisk og genredefinerende seriefigur.

Ophavsmanden Conan Doyles største genistreg var måske, at han som et fast karaktertræk gjorde sin fiktive mesterdetektiv direkte afhængig af nye mysterier. Af selve serialiteten, om man vil. Holmes må enten holde sin overlegne hjernekapacitet beskæftiget med udfordrende kriminalgåder, eller også opsøger han kokainens og morfinens kunstige stimulans.

For læserne var det Sherlock Holmes-serien, som var afhængighedsdannede. Da Conan Doyle ville sætte punktum ved at lade Holmes styrte i Reichenbach-vandfaldets frådende dyb med sin til formålet opfundne ærkefjende Moriarty, var det ikke populært.

Men med en fed check fra The Strand Magazine blev Conan Doyle overtalt til at genoplive Holmes. Det blev forklaret, at han havde reddet livet ved at gribe fat i en klippeafsats (tiden efter sin ”død” havde han benyttet til at infiltrere Moriartys kriminelle organisation).

Begrebet ”en cliffhanger” var født.

113 år senere huserer Holmes stadig i nyfortolkninger, der på forskellig vis leger med elementer fra de klassiske fortællinger og blander dem på en ny måde.

Mest fjollet, men ganske underholdende i Guy Ritchies actionfilmserie med Robert Downey Jr. og Jude Law som Holmes og Watson. Habilt og med et overraskende location-skift fra London til nutidens New York i CBS-serien Elementary, med Jonny Lee Miller som Holmes og Lucy Liu som Dr. Joan Watson.

Og endelig i det klart mest fiffige reboot, Sherlock, der – selv om handlingen er flyttet til nutidens London med dertilhørende moderniseringer, blogs, mobiltelefoner, Skype-konsultationer og den slags – er mere trofast mod ånden hos Conan Doyle og tidligere Holmes/Watson-gestaltninger.

Endelig har Sherlock Benedict Cumberbatch og Martin Freeman i de bærende roller, og de er simpelthen uovertrufne. Det samme er de friske fortolkninger af gamle kendinge som Lestrade, Mycroft Holmes, Fru Hudson, Watsons kone Mary og Sherlocks flamme Irene ”the Woman” Adler og ikke mindst Holmes’ kriminelle modpol Moriarty.

BBC One-serien har indtil videre resulteret i tre sæsoner à tre afsnit af spillefilmlængde og ventetiden på en fjerde årgang har været lidt for lang, fordi Cumberbatch og Freeman har været efterspurgt til andre opgaver. Men heldigvis kommer der nu – efter to år! – et tiende afsnit i form af en såkaldt Christmas special, der gør ventetiden mindre sønderrivende.

Som trofaste seere vil vide, sluttede tredje sæson traditionen tro med en cliffhanger. ”Did you miss me?” spurgte Moriarty fra tv-skærme over hele England. Tilsyneladende havde hovedskurken haft lige så stort held til at foregive sin død som Holmes tidligere i serien.

Det ligner et drillende greb overfor de utålmodigt ventende seere, at Gatiss og Moffat fremfor at give os fortsættelsen vælger at lade Den afskyelige brud udspille sig i et alternativt univers, henlagt til det victorianske London i slutningen af 1800-tallet. En noget mere kynisk udgave af Holmes besvarer på et tidspunkt Watsons nærgående spørgsmål om, hvad der har gjort ham til den, han er: ”Oh, Watson, nothing made me. I made me.”

Det er umiddelbart Sherlock, som serien kunne have taget sig ud, hvis ikke den var blevet omplantet til nutiden. Med en moderne opdatering af den gotiske stil med tåge, kæntrede vinkler og grønlige farver, tilført nutidens flydende kameraførsel.

Holmes går noget modvilligt med til at efterforske sagen om en tuberkuløs brud (Natasha O’Keeffe), der efter – tilsyneladende – at have begået selvmord dræber og hjemsøger sin egen og andre ægtemænd. Sherlock tror som bekendt ikke på spøgelser ...

Uden at afsløre for meget kan det dog godt røbes, at der er en sammenhæng med nutidsplottet. En meget fantasifuld og uforudsigelig sammenhæng, som ikke kan andet end at berolige Sherlock-fans om, at der er mere godt på vej, og at ventetiden er godt investeret.