She’s Gotta Have It

Frivole kvinders seksualitet har længe skræmt mænd.

Engang blev kvindeligt begær opfattet som det rene hekseri, og under Sædelighedsfejden i slutningen af 1800-tallet kævlede hankøns-inteligensiaen om kvindens seksualmoral.

Cirka hundrede år senere, i 1986, leverede Spike Lee et forrygende forsvar for en promiskuøs kvinde med den jazzede indie-komedie She’s Gotta Have It. I den sort-hvide film har hovedpersonen Nola et forhold til tre mænd, en lesbisk bejler og en cool lejlighed i Brooklyn.

Den fjerde væg brydes, når kameraet smyger sig helt tæt på Nola Darling, for kun ved at stirre ind i linsen kan hun være ærlig. Med øjnene rettet mod os fortæller hun om monogamiets mangler og en glubsk appetit på livet. Den frapperende film veksler legende let mellem frisindets glæder og en æstetikers iboende melankoli. Under billederne lyder en funky jazz-bas, som Bill Lee – Spikes far – står for.

Her 31 år senere har Spike Lee valgt at udvide den lille, fandenivoldske film til en Netflix-serie af ti afsnit. Kvindeundertrykkelse og racisme findes endnu i verden, så filmens emner er ulykkeligvis stadig aktuelle.

Men den nye udgave af She’s Gotta Have It mangler forlæggets ungdommelig vitalitet: Det er i den grad blevet hverdag for Nola Darling.

Hun gestaltes nu af DeWanda Wise, som disker op med en udmærket kombination af grundlæggende styrke og momentvis skrøbelighed. Nola forsøger ihærdigt at slå igennem som kunstner, men Brooklyn oplever gentrificering, hvorfor hun har svært ved at betale huslejen.

Økonomiske kvaler fylder meget i serien, og de er desværre akkurat så kedsommelige på skærmen som i virkeligheden.

Sexlivet fremstår endnu som en kompliceret kabale, hvis man ser tre mænd og én kvinde på samme tid.

Manden Jamie (Lyriq Bent) og kvinden Opal (Ilfenesh Hadera) iscenesættes som de mest seriøse bejlere. Jamie er en kontrastfyldt herre, en litterær finansieringsrådgiver, der bakser med Nolas ubeslutsomhed, mens Opal står klar med et barn og trygt familieliv.

Men Nola vil ikke give slip på nogle af sine sexpartnere. Heller ikke Mars (Anthony Ramos) og Greer (Cleo Anthony), og man forstår vitterligt ikke, hvad hun ser i de to ogginokker.

Serien udspiller sig blandt et utal af hipsters og hip-sisters, men Mars og Greer synes unødigt karikerede til en dramaserie om store politiske emner som feminisme og #BlackLivesMatter.

Mars tøffer rundt iført tunge briller, stramt tøj og guldkæde som en mystisk blanding af amatørcyklist og hiphopper. Han laver pedalbevægelser med fusserne, når han ejakulerer.

Den sleske modefotograf Greer glinser konstant af vægtløftningssved og selvfedme, mens han affyrer praleri på gebrokkent fransk. Selv Narkissos ville rødme, hvis han skulle læse Greers replikker højt.

De ti afsnit af She’s Gotta Have It rummer masser af fornuftige og sympatiske argumenter. Nola skaber kunst ud af mænds alt for aggressive scoringsforsøg, og billederne overstreges efterfølgende med ”cunt” – hvilket eftertrykkeligt beviser projektets eksistensberettigelse.

Et gennemgående tema i serien er Nolas og andre kvinders forhold til skønhed og mode. Gør kvinderne sig smukke for at udtrykke sig, eller er der snarere tale om undertrykkelse, fordi det egentlig handler om at behage det mandlige blik? Spike Lee undviger at løfte sin didaktiske pegefinger og lader i stedet Nola være i tvivl.

De ærlige øjeblikke mellem Nola og kameraet fungerer væsentligt bedre, når de præges af en inciterende usikkerhed, end når hun er skråsikker.

Også i serieudgaven af She’s Gotta Have It spiller musik en afgørende rolle. Scener adskilles af stillbilleder af pladecovers, og soundtracket udgøres blandt andre af The Roots, Miles Davis og Prince.

Men mens musikken fungerede som en integreret del af et sprælsk udtryk i 1986, så optræder sangene her i 2017 for ofte som nysselige musikvideosekvenser, der skildrer de hverdagskedsommelige stunder i Nola Darlings tilværelse.