The Shining – originalversion

Stanley Kubricks originalversion af The Shining blev forleden vist for den danske presse med en ekstra dimension.

Det var ikke strengt nødvendigt, men det gjorde det da lettere at leve sig ind i Jack Torrances psykiske deroute i den nådesløse Colorado-vinter, at der var hundekoldt i salen.

Det var meget passende. Kubricks film er et iskoldt gys, et familieportræt renset for enhver form for menneskelig varme.

Bare anslaget rammer en som en spandfuld isvand i ansigtet.

Kubrick starter med et brag af tunge, ildevarslende hornblæs, mens vi i majestætiske helikopterskud følger Torrance-familiens lille, gule boble køre igennem det enorme og bundfrosne Colorado-bjerglandskab.

Lille og sårbar, tynget af nådesløse omgivelser.

Jack Torrance er på vej til samtale om et job som vinteropsynsmand på det overdådige og komplet isolerede Overlook Hotel. Hjemme i lejligheden sidder hans kone Wendy og forsøger at overbevise deres lille søn om, at et vintereksil langt fra omverdenen bliver sjovt for ham.

Til samtalen bliver Jack spurgt, hvad hans familie siger til tanken om at gå i vinterhi. Han tøver et sekund, og Jack Nicholson doserer bare en snert af sin velkendte mani i svaret: ”De kommer til at elske det!”

Han har ikke skænket dem en tanke.

Stephen King tror på det gode i mennesket. Bogens Jack er en kærlig familiefar, der fristes af flasken og af den ulmende ondskab i hotellet.

Filmens Jack er Jack Nicholson, og han spiller et dumt svin, der bliver stadig mere vanvittig.

Det giver tragedien en helt anden dynamik.

Jack får ganske vist et skub i ryggen af det hjemsøgte hotel, der blev bygget på en indianergravplads som et monument for den hvide mands overlegenhed. Men racismen, volden og afstumpetheden har altid været der i forholdet mellem ham og konen.

”Den gamle sædbank,” som han på et tidspunkt kalder hende.

Det aspekt fremstår endnu mere tydeligt i den forlængede udgave af filmen. Eller rettere: i den uredigerede udgave. Efter den blandede modtagelse i USA klippede Kubrick selv 23 minutter ud af filmen forud for dens europæiske premiere. Lige siden har vi europæere fået den korte version at se, mens amerikanerne har set den lange.

Og på begge sider af Atlanten har man set et mesterværk. Den korte version er ikke skamferet, og den lange er ikke en åbenbaring.

Men The Shining er altid en fuldkommen overrumplende oplevelse i biografen. Stanley Kubrick satte sig ikke for at lave en god gyserfilm. Han satte sig for at lave den bedste gyser nogensinde.

Det lykkedes. I hvert fald for mit vedkommende.

Jeg får gåsehud, bare jeg tænker på det uforgængelige, skrækindjagende billede af elevatordørene, der åbner i mareridtsagtig slowmotion og lader en flod af blod fosse ud i den nysselige hotelkorridor.

En scene så stærk, at den oprindelige trailer ikke viser andet. Da den trailer skulle vises i biograferne, fik de den smuglet forbi censorerne ved at sige, at elevatoren var fyldt med ”rustent vand”.

Kubricks selvsikkerhed falder også nogle for brystet. Lige siden den amerikanske premiere har gyserfans brokket sig over, at den ikke er uhyggelig nok. Den milimeterpræcise symmetri er adstadig, mener de, musikken er for storladen og karaktererne for utroværdige. Og der er ikke nok chok.

De tager fejl.

The Shining er mere kunstnerisk anlagt end den gængse gyser, men det gør den ikke mindre urovækkende. Tværtimod. Manglen på pludselige chok gør bare, at man ikke får afløb for uhyggen. Den bliver siddende som en besættelse.

Se bare den konspirationsnørdede dokumentar Room 237, hvor de mest inkarnerede fans vælter over hinanden for at forklare, hvad filmen egentlig handler om.

Er den en bredside mod hvid nationalisme? En allegori over Holocaust? Eller er den Stanley Kubricks tilståelse af, at han iscenesatte månelandingerne?

Den er det alt sammen og meget mere – afhængig af øjnene, der ser. Der er uendeligt meget at hente. The Shining er et anmassende, majestætisk mesterværk, en hypnotisk gyser, der langsomt luller tilskueren ind i et gotisk mareridt.