Shirley

”Den mest nedrakkede historie, The New Yorker nogensinde har trykt.”

Sådan beskriver gyserforfatteren Shirley Jackson sin novelle The Lottery med et tilfreds smil i Shirley. Da novellen om et steningsritual udkom i 1948, blev redaktionen oversvømmet af breve, der krævede en forklaring på den blodige slutning.

I filmens åbning har novellen en lidt anden effekt på den unge kvinde Rose, som læser den i toget. Da hun er nået til sidste linje, trækker hun sin mand Fred med ud på toilettet for at blive taget op ad vinduet.

I Shirley, der er baseret på Susan Scarf Merrells roman af samme navn, går gotisk uhygge hånd i hånd med kvindelige drifter. Her er en ustoppeligt liderlig og kunstnerisk virketrang, der kræver sin plads, mens mændene mest af alt står i vejen.

Glem alt ved betegnelsen ”litterær biopic”, som giver akut migræne. I stedet for at oprulle Shirley Jacksons cv har instruktør Josephine Decker skabt et forførende og febervildt røntgenbillede af den indre verden, forfatteren førte ud på papiret.

Shirley Jackson er langt fra begejstret, da det nygifte par Rose og Fred flytter ind en sommer i 1950’erne. Det har de fået lov til af Shirleys mand, Stanley Hyman, der skal være Freds kollega på universitetet. Michael Stuhlbarg glimrer som litteraturprofessoren Stanley, der nyder kønne kvinder næsten lige så meget, som han nyder at høre sig selv snakke.

Shirley er for angst til at gå udenfor, men også til at skrive. Hun har i to måneder sendt sardoniske stikpiller til sin mand og klamret sig til sit askebæger og sin whisky under dynen.

Stanley får den skarpe idé, at Rose kan hjælpe med husholdningen, som Shirley for længst har droppet. Imens koncentrerer han og Fred sig om druk og damer.

Og så er kønsrollerne fordelt i husets firkantsdrama, der hver aften udfoldes i et klaustrofobisk kammerspil over middagsbordet, hvor replikkerne giver blå mærker i stil med Who’s Afraid of Virginia Woolf?

I sin modigste præstation til dato presser Elisabeth Moss sig helt ud på kanten af kontrol som Shirley. Kun få muskler i hendes krop holder på den indre gejser af foragt, bitterhed og længsel efter at blive anerkendt. Hun får nøjagtigt modspil af Odessa Young som den blåøjede Rose, der langsomt finder sine egne ben.

Der opstår et seksuelt ladet muse-forhold mellem de to. Pludselig får Shirley lyst til at skrive igen, og Rose hjælper hende med at researche en mystisk krimisag om en kvindelig studerende, som er sporløst forsvundet. En kvinde, som i Shirleys deliriske forestillingsverden mere og mere ligner Rose.

Det sprængfarlige forhold mellem mentor og lærling har Josephine Decker tidligere leget med i Madeline’s Madeline. Hendes ekspressionistiske, tøjlesløse filmsprog kan kun beskrives som et af de mest originale i det seneste årti.

Og hun har ikke givet slip på den kreative kontrol, der gjorde Madeline’s Madeline til en enestående filmoplevelse. Det mærkes tydeligt, når de ildevarslende lyde i Shirleys hus begynder at knirke og knurre om kap med dialogen, og når kameraet svinger sig op ad trappen som en primadonna.

En stor del af æren skal gå til den norske fotograf Sturla Brandth Grøvlen. Hans observante håndholdte kamera gjorde ham berømt i oneshot-filmen Victoria, og her slår han igen fast, at han er den fornemste eksportvare, Den Danske Filmskole har produceret i flere år.

Enkelte gange spilles der på så mange tangenter, at sanseindtrykket bliver mudret. Det er særligt, når strygerne lyder ekstra knagende på soundtracket.

Men et strammere manuskript klæder faktisk Josephine Deckers vildt flaksende billedverden. Og igen lykkes det hende at trække os langt ind i et kunstnersind, hvor kreativ proces og en syg psyke er to sider af samme sag.

Det føles præcis, som Rose beskriver Shirley Jacksons litteratur: Forrygende forfærdeligt.