Shithouse

Hvis ungdomskomedien American Pie og Richard Linklaters Before-trilogi havde haft en nat med ubeskyttet sex, ville Shithouse være deres aparte kærlighedsbarn.

Unge Alex er rejst fra sin mor og søster i Texas for at studere i Californien. Her er han blevet installeret med en værelseskammerat, der bruger mere tid på at ryge tjald og se standup-videoer på computeren end på at snakke med sin nye sambo.

Det er ikke en morsom gimmick, men udtryk for afgrundsdyb ensomhed, når Alex’ tøjbamse taler til ham og giver venskabelige råd.

Bamsen bliver ikke vakt til live med filmmagi og gjort sød og sjov – eller grov som i Ted. Den bevæger sig faktisk overhovedet ikke, og kun gennem undertekster kan man se, hvad Alex hører den sige.

Det er allerhøjst magisk køkkenvaskrealisme!

En nat holder universitetets udskejende broderskab Shithouse en fest, som Alex sniger sig med til for at møde nogle mennesker. Unge brushaners vilde eskapader er et fast element i den genre af løsslupne universitetskomedier, der blev grundlagt med Animal House fra 1978, men i Shithouse er det faktisk kvinderne, der er mest udfarende.

Da en ung kvinde vil i seng med Alex, stikker han af og ringer til sin mor – en ømt medrivende Amy Landecker, bedst kendt fra Transparent – og ender med at græde i telefonen, fordi han føler sig alene.

Det er ikke sidste gang, han lader følelserne få frit løb, og filmen vælger undervejs ofte vittighederne fra for at ramme noget mere emotionelt.

Shithouse er skrevet og instrueret af 23-årige Cooper Raiff, der også spiller hovedrollen. Han kastede sig lidt tilfældigt ud i filmproduktion, fordi han ikke havde planer for den obligatoriske spring break, hvor studerende ofte rejser til varme himmelstrøg i USA for at feste.

Så han brugte sin ferie på at samle en flok venner og indspille en kortfilm, som senere blev udviklet til det længere format i Shithouse.

Det er tydeligt, at filmen er selvbiografisk. Der er en aura af levet liv i samtlige situationer, som får Alex’ møde med den selvsikre Maggie (Dylan Gelula) til at slå gnister. Også hun tager styringen i soveværelset, men det lykkes heller ikke dem at have sex, fordi han er nervøs.

Det føles revolutionerende med en college-komedie, hvor der ikke bliver dyrket lagengymnastik.

I stedet bruger de natten sammen på at tale om alt fra deres forhold til fædrene, som er henholdsvis død og ude af billedet, over fælles farveblindhed til troen på gud. Der er samme naturlighed i replikudvekslingen, som når Jesse og Celine i Before-trilogien lærer hinanden at kende.

Shithouse blev et mindre fænomen på den amerikanske indie-scene, da filmen vandt juryens pris på den corona-ramte festival SXSW i 2020.

Det er vitterligt imponerende, at Cooper Raiff uden erfaring og med et budget svarende til et højskoleophold har skabt en film befolket med ægte mennesker. Selv den storfestende sambo udvikler sig undervejs.

Og på den måde skriver Shithouse sig ind i en tradition af friske ungdomskomedier som Superbad, Booksmart og Adventureland, der ikke bare er sjove, men også interessante karakterstudier.

Referencerne sidder måske lidt løst i ærmet, men i sit afslappede tempo lykkes det filmen at blive sin egen. Shithouse omskriver ikke genrens regler – som Linklaters Dazed and Confused gjorde det – men det er en stærk debut fuld af ungdommelig, legesyg charme.

Og så byder den på morsom dialog, som når Alex må hjælpe sin plørefulde værelseskammerat med at skifte tøj: ”Jeg ved godt, det er dine gode bukser, men du har skidt i dem!”