Shiva Baby

Danielle tjener store mængder lommepenge som sugarbaby. Det er penge, hun har babysittet sig til, siger hun. Det spiller, lige indtil forældrene trækker hende med til shiva, den jødiske skik, hvor man efter en begravelse sidder i sorg i syv dage og tager mod venner og menighed i hjemmet.

Her støder Danielle ind i sin sugardaddy Max, og det viser sig, at han både har kone og barn. Da hustruen og filmens anden slags baby ankommer til sammenkomsten, eskalerer de sociale spændinger eksponentielt. 

Pressede Danielle drikker og spiser sine følelser i buffeten, mens hendes dobbeltliv gnider albuer med hele stamtræet. 

Skuespiller Rachel Sennott larmer i stilhed. Med selv de mindste trækninger i ansigtet er hun spillevende og dragende. Danielle er spydig og barnlig, svær at forstå og svær at holde af. 

Men hun er så menneskelig og troværdig, at man uvægerligt får sympati for hende. 

Klaustrofobien, som Danielle føler, er grundstemningen i filmen, som næsten udelukkende udspiller sig i huset, hvor det begivenhedsrige shiva finder sted. Der er en sisyfosagtig, drilsk rytme i det absurde kammerspil. Små og store gentagelser, der kun bliver mere komiske for hver gang. 

Familiemedlemmerne spørger systematisk til Danielles uddannelse. Om hun ikke har en kæreste, om ikke hun har tabt sig noget så frygteligt. Hendes far mener igen og igen, at han har mistet sin mobil, og hver gang finder han den i sin lomme. 

Familiens sludrende og usødede jargon er underholdende. Polly Draper og Fred Melamed er elskværdigt pinlige som Danielles kærlige og meget forældreagtige forældre. Imens er Jackie Hoffman og Deborah Offner forrygende tørre som sladderglade tanter. 

I den jødiske familie holder de øje med hinanden. Det kan virke kontrollerende, men der er også stor omsorg i de meget flittigt minglende familiemedlemmer. De holder hånden over hinanden og skaffer arbejde og kontakter til de unge. Og Danielles forældre er der virkelig for hende, når hun taber ansigt i den værst tænkelige kontekst – foran hele familien og så endda til det højtidelige shiva.

Shiva Baby er skrevet og instrueret af den 25-årige canadier Emma Seligman.

I sin imponerende debutfilm viser hun en udsøgt fornemmelse for sort humor og det absolut akavede, men også for den tveæggede kontrol og omsorg i den jødiske familie. Hun er selv jødisk og biseksuel, ligesom sin hovedperson Danielle, og trækker fra eget liv i dette meget troværdige portræt.

Filmens lydspor er kompetent komponeret af Ariel Marx. Musikken er såre enkel, en række variationer af de samme skabagtige strygere, nervøse fingerspil på strengene og tunge, arytmiske dunk. Et finurligt lydbillede uden melodi og harmoni, der afspejler den sociale og psykiske spænding i filmen. 

Det går op for den nu meget bitre sugardaddy, at Danielle egentlig slet ikke har brug for hans penge. Forældrene betaler for alt, imens Max tror, at han egenhændigt finansierer en ung kvindes uddannelse og fremtid. Et narrativ, han gør flittigt brug af i forsøget på at retfærdiggøre sin position som sexkøber. 

Danielle er snart færdiguddannet, men træder vande: ”Jeg skal til nogle jobsamtaler,” bliver hendes og morens indøvede og lidt intetsigende replik. Og da det ikke er for pengenes skyld, at hun sugardater, tegner der sig et mere komplekst motiv bag dobbeltlivet. 

”Det var rart at have magt og ligesom blive værdsat,” siger hun. 

Det bliver til en universel historie om magt og afmagt, om status og kapital. Magten i at få et andet menneske til at bruge dumme penge. Afmagten i at være færdiguddannet og fortabt. Den knitrende intense, meget omskiftelige og oprigtigt forvirrende dynamik mellem Max og Danielle. 

Det er en indfølende nuancering i en ofte simplificeret profil af den unge sugarbaby. 

Danielle er kompleks, klodset og mest af alt menneskelig. 

Hun fremstår ved første møde desillusioneret og distanceret. Men der viser sig en fin, omend nervøs umiddelbarhed i hendes mange impulsive og lyststyrede beslutninger, der gør det kvælende tætte kammerspil til en stor, vidtrækkende fortælling.