Sicario

Instruktør Denis Villeneuve fortsætter sin opstigning på budget- og prestige-stigen med sin seneste, hensynsløst intense action-thriller Sicario.

Drevet frem af et betagende stort cast, logistisk udfordrende scener og den ene filmstjerne efter den anden viser filmen, at instruktøren optrapper ambitionerne for hver gang, han laver et nyt værk. På det punkt lover det godt for hans kommende reboot af Blade Runner.

Villeneuves historie om en FBI-agent (Emily Blunt), der får til opgave at konfrontere et mexicansk narkokartel, er nyskabende visse steder. Men selv om den udfolder sig på begge sider af den mexicanskamerikanske grænse – en region, der ikke tidligere har haft besøg af Villeneuves effektive filmarbejde – så er området utvivlsomt hjemmevant for instruktøren.

For Sicario er proppet med instruktørens favorittemaer og billeder: Mørke hemmeligheder som dem, der var grundstenen i Nawals hemmelighed. Tvetydige figurer og tilsyneladende venligtsindede forstæder, der selvfølgelig gemmer på chokerende forbrydelser som dem, der optræder i Prisoners.

Intet er, som det ser ud. Selv beslutningen om at have en kvindelig hovedperson, der synes kompetent på overfladen, men hvis liv er ret tomt, refererer tilbage til instruktørens Maelström fra 2000.

Auteur-aftrykket ses ganske klart i Sicario, der er omhyggeligt monteret med instruktørens erfaring. Men filmen er nok alligevel mindre interessant end mange af sine forgængere.

Faktisk føles Sicario af og til som et visitkort, der rækkes ud til de store Hollywood-studier, for at Villeneuve kan komme helt indenfor her.

Sicario glemmer hen ad vejen at udvikle sig. Selv om Emily Blunt imponerer hele vejen, er hun ikke lige så meget agent som et glas i den linse, hvorigennem historien skaber forvikling efter forvikling. Sicario kommer derfor til at minde om et glimrende spillet parti skak. Den er eksplosiv og ekstraordinær, men ingen foretager på et eneste tidspunkt et uventet træk.

Når det så er sagt, er Sicario faktisk virkelig god. Tag blot åbningssekvensen med Blunts agent Kate Macy, der fører sin enhed ind i et område, som ligner et fredsommeligt amerikansk forstadshus, men som viser sig at være fuld af død – bogstaveligt talt, for ligene er blevet muret inde i selve bygningens konstruktion.

Macy bliver hurtigt tilbudt en stor mulighed hos Josh Brolins forsvarsafdeling, hvor der gås endnu hårdere ned i materien for at bekæmpe narkokriminalitet.

Stille og koncist fremmaner Sicario fornemmelsen af de paranoide, politiske dramaer fra 1970’erne, og filmen sender hurtigt små, stikkende signaler ud om, at missionen ikke er, hvad den ellers er faktureret til at være: Benicio Del Toros lyssky entreprenør, en sicario, der på hebraisk og moderne mexicansk betyder en snigmorder.

Alarmklokkerne begynder at bimle endnu højere for agent Macy, da det privatfly, hun og hendes hold er steget ombord på, ikke lander som aftalt i El Paso, Texas, men tværtimod lidt uden for Juárez i Mexico til en operation, der skal hive en fange ud af et lokalt fængsel.

Det vil være en udfordring for enhver film, der efterfølger Sicario, at toppe disse minutter i spænding, fart og billeder ind og ud af byen. Alt sammen smukt præsenteret af Jóhann Jóhannssons knurrende lydside.

Samtidig er lyset i Sicario en historie for sig, fordi det nærmest indkredser trusselsbilledet og fører fortællingen frem til et midtpunktsklimaks, hvor et stort opgør finder sted midt i noget så hverdagskedeligt som en trafikprop. Det er anden gang, at instruktør Villeneuve arbejder sammen med fotograf Roger Deakins.

Det bliver de nok ved med.