Sick of Myself

Den norske komedie Sick of Myself er absurd overdreven og minder ikke om noget, man har set før. Den tvinger dig til konstant at ændre holdning. Snart er du fuld af afsky, snart uimodståeligt fascineret. 

Baristaen Signe og konceptkunstneren Thomas er et smart par i slut-tyverne. De er er smukke og privilegerede, men deres forhold er uden lidenskab. Den eneste gnist mellem dem er kappestriden om at få mest opmærksomhed. 

Signe vil være i centrum, koste hvad det vil. 

I en scene, der i sin tåkrummende satire minder om svenske Ruben Östlunds film, er den selvsmagende kulturelite samlet omkring et veldækket bord. Thomas har en ny udstilling på et smart galleri og holder tale for de prominente gæster. 

Midt i talen får Signe et anfald. Hun hamrer hovedet i bordet, gisper desperat efter vejret og fremstammer: ”Nøddeallergi!” 

Gæsterne kommer hende bestyrtet til hjælp. Kun Thomas gennemskuer, at hun bare skaber sig, og han fortsætter uanfægtet sin tale, selv om ingen hører efter. 

Scenen rummer filmens essens. 

Det bliver aldrig nok for Signe. Da Thomas igen er tilbage i centrum på forsiden af et kulturelitært blad, må hun tage mere drastiske metoder i brug. 

Signe kender en dealer, og sammen bestiller de angstdæmpende piller fra den suspekte del af internettet. Hun tager dem, som var de slik. 

Bivirkningerne er voldsomme. Hun kaster blod op, bliver træt og uoplagt. Huden svulmer op, hun taber håret og får åbne, betændte sår i ansigtet. 

Signe bliver indlagt, men lægerne er på bar bund. Hun får ustandseligt besøg og likes på Instagram – men det er ikke nok. 

Hun poserer med sine åbne, væskende sår i Norges største tabloidavis VG, og en gribende artikel fortæller om den unge, kønne kvinde, som havde livet foran sig, men nu er gjort grotesk af en uforklarlig hudsygdom. 

Men til Signes store ærgrelse går hendes historie ikke viralt. 

Thomas bliver med Signe igennem det hele, fordi det får ham til at føle sig som et godt menneske. Også deres forhold er sygt. Han nyder at spille ”den gode”, mens hun umætteligt slubrer hans påtagede omsorg i sig. 

Alt handler om selviscenesættelse. 

Den forrykte satire rummer grufuld body horror, som måske er det tætteste, vi i Norden er kommet på David Cronenberg. Den byder også på en besk udlevering af øvre middelklasse. De udstilles som pseudokunstnere, der stjæler dårlige idéer fra hinanden, og som hyklere, der kun angler efter berømmelse. 

Sick of Myself skildrer den ekstreme individualisme som en sygdom i samfundet. Det er morsomt, ubehageligt, klamt og gruopvækkende at være vidne til et menneske, der konsekvent destruerer sig selv. 

Kristoffer Borgli har tidligere instrueret den ekvilibristiske dokumentar DRIB fra 2017, om en komikers mislykkede møde med den nådesløse reklamebranche. 

Man kunne næsten anklage hans seneste film for at være misogyn i sit kvindesyn, så patetisk lefler Signe for opmærksomhed og anerkendelse. Hun er svær at holde af, men alligevel får man ondt af hende. 

Bag den grænseløse narcissisme er der et svigtet og usikkert menneske. Det formår Kristine Kujath Thorp, der brød igennem i Ninjababy og for nylig var aktuel med Den store stilhed, at spille overbevisende frem. 

Signe er på mange måder et forfærdeligt menneske, men Borglis manuskript finder også empati og forståelse for hendes nødstedte tilværelse. Det er derfor, den uforudsigelige historie bliver ved med at fascinere. Den stikker kniven helt derind, hvor det gør ondt på publikum. 

Sick of Myself kunne have heddet ”Verdens mest fortabte menneske”.Filmen drager paralleller til Joachim Triers Verdens værste menneske, og hans hofskuespiller Anders Danielsen Lie optræder i en kernescene. Men denne komedie er tilsat speed, opium og kulsort humor. 

Et eller andet sted lider vi alle sammen af Signes sygdom. Vi er syge af os selv.