Biografanmeldelse
09. nov. 2019 | 18:06

Sidste bud

Foto | Tuomo Hutri
Det giver anledning til underfundige scener, når den distingverede Olavi (Heikki Nousiainen) og hans barnebarn (Amos Brotherus) tvinges til at hjælpe hinanden.

Finsk drama formår trods skønhedsfejl at gøre en historie om gråhårede mænd og støvet kunst vedkommende.

Af Rasmus Stenbæk Iversen

Kan det monstro friste med en finsk film om en gammel, ensom kunsthandler, der på tærsklen til sin pension bliver besat af et bedaget maleri? 

Nok de færreste. 

Men rent faktisk er finske Klaus Härös Sidste bud behageligt og overraskende let fordøjeligt bekendtskab – i ordets positive betydning. 

Dramaet er båret af en umiskendeligt finsk, lavmælt stemning og vækker stærke følelser, fordi det spiller på et kontrastfyldt forhold mellem sagtmodig melankoli og håbefuld varme. 

Det viser filmen ved at skifte mellem skarpt gråkolde og lunt brunlige billeder, og i det hele taget er filmen visuelt tilbageholdende, men konstant fascinerende. 

Ligesom sin hovedkarakter. 

Olavi er den aldrende kunstsamler og indehaver af et lille, undseeligt antikvariat. Han befinder sig i sit livs efterår, og karrieren synger på sidste vers. Men han har et brændende ønske om at lave en sidste god handel. 

Den mulighed får han, da han ved en auktion i det lokale auktionshus nærmest ved et tilfælde falder over et maleri. Olavi er sikker på, at en stor kunstner står bag, hvorfor maleriet er væsentligt mere værd end udbudsprisen. 

Sammen med sit uregerlige barnebarn Otto begynder Olavi at lede efter maleriets ophavsmand i alverdens kunstbøger og auktionskataloger. 

Olavi føler, at det er sidste udkald, hvis han vil bevise sit værd, og hurtigt viser det sig, at han måske er på rette spor.

Handlingen og persongalleriet er skrællet ned til et minimum, men det betyder ikke, at den er banal eller forstyrrende enstrenget. Sine steder er replikkerne overforklarende, ligesom man godt kan savne at trænge dybere ned i Olavi og blive overrasket over udviklingen.

Den dramaturgiske motor er Olavis møde med sit barnebarn Otto. Den gamle antikvar har et problematisk forhold til datteren, så da Otto først opsøger morfaren, er Olavi skeptisk. Barnebarnet skal i erhvervspraktik og vil springe over, hvor gæret er lavest, ved at få morfaren til at underskrive papirerne.

Olavi og Otto er et umage makkerpar, men Otto udvikler sig fra at være en irriterende lænke om foden til nyttig hjælper.

Den gamle kunsthandler er fornemt spillet af Heikki Nousiainen, der udtrykker en eminent balance mellem forknyt indebrændthed og gammelmandsstædigt gåpåmod.

Selv om han ikke er lige så kendt som landsmanden Aki Kaurismäki, er Klaus Härö en af Finlands mest prominente instruktører. I 2015 stod han bag Fægteren, der blev nomineret til en Golden Globe for bedste udenlandske film og fik pæne anmeldelser 

Finnens nyeste film er en bundsolid fortælling, som med garanti vil fange de fleste med sin universelle appel. Den er ikke perfekt eller synderlig original, men det tilgiver man gerne.

Sidste bud siger nemlig noget om, at det vigtige ikke er det, vi rager til os, men det, vi giver videre til andre.

Trailer: Sidste bud

Kommentarer

Titel:
Sidste bud

Originaltitel:
Tuntematon mestari

Land:
Finland

År:
2018

Instruktør:
Klaus Härö

Manuskript:
Anna Heinämaa

Medvirkende:
Heikki Nousiainen, Pirjo Lonka, Amos Brotherus

Spilletid:
95 minutter

Aldersgrænse:
Tilladt for børn over 15 år

Premiere:
7. november

© Filmmagasinet Ekko