Sidste stop

Hvad ville du gøre for at sikre din families fremtid?

Michael MacCaulty valgte at droppe politikarrieren og få et trygt arbejde som papirnusser. Men ledelsen fyrer ham ud af det blå på et tidspunkt, hvor han er tynget af gældsposter og har en søn på vej til college.

”Ingen sætter pris på ærlige arbejdere længere,” siger en gammel politikollega trøstende over en øl.

På vej hjem i toget stiller en ukendt kvinde ved navn Joanna ham over for en gylden mulighed.

Michael skal blandt togets passagerer udpege en specifik person, som går under navnet ”Prynne”. Han har indtil endestationen, og for sit besvær vil han modtage 100.000 dollars. Han får ikke at vide, hvad der vil ske med personen, men det bliver hurtigt tydeligt, at Joannas chefer har ondsindede planer.

Sidste stop er en klassisk fortælling om den lille mand imod systemet, og det skaber et spændende moralsk dilemma, at han i sin desperation vælger at arbejde for skurken.

Det er et interessant udgangspunkt, og filmen starter da også lovende. En tur med kameraet igennem hele toget viser, at det er en interessant lokation at opklare et mysterium i.

Michael bruger billetstumper til at indsnævre, hvem der tager toget helt til endestationen og har akavede small-talk-sessioner med de andre passagerer.

Da han spørger en ung billetkontrollør, om han har bemærket en person ved navn Prynne på toget, bliver kontrolløren mistænksom, fordi Michael ikke engang kan beskrive personens udseende. Han ender med at lyve sig ud af situationen ved at forklare, at det er en kvinde, han mødte over internettet, og skynder sig videre.

Små øjeblikke som disse giver Michael en menneskelighed, som gør ham til en sympatisk, troværdig person. Men filmen formår desværre ikke at fastholde den troværdighed.

Pludselig bliver Michael tvunget til at følge Joannas ordrer, da hans egen familie kidnappes, og på den lidt for nemme måde løsnes det moralske dilemma-greb, som ellers gjorde konflikten interessant.

Igennem hele togturen pointerer Joanna over telefonen, at Michael selv er ansvarlig for den situation, som han befinder sig i. Man er på nippet til at give hende ret, da han jo vælger at tage imod pengene.

Han bliver heller ikke konfronteret med konsekvenserne af de valg, han tager. Det virker bizart, at passagererne i sidste ende stoler blindt på ham – også når han virker faretruende paranoid.

Indlevelsesevnen ryger komplet ud af vinduet under filmens actionscener, hvor han går fra en bekymret familiefar til uovervindelig superhelt.

Liam Neeson er kendt for at spille fallerede antihelte. Med film som Taken, Begravet i fortiden og The Grey har den aldrende skuespiller sikret sig pladsen som vores generations Charles Bronson.

Nu er han hoppet på toget for at bekæmpe skurke, og netop den offentlige transportsektor – et nødvendigt onde – har lagt grund til nogle af tidens bedste actionfilm. Tænk bare på Keanu Reeves, der i Speed skulle demontere en bombe i en løbsk bus.

Men i Sidste stop begynder handlingen hurtigt at køre i tomgang.

Passagererne forbliver kedelige stereotyper som den sure teenagepige, røvhullet af en børsmægler og den hidsige latinamerikanske sygeplejerske. Danske Roland Møller er at finde blandt dem, men som alle de andre får han kun en håndfuld replikker.

Det uinteressante persongalleri underminerer filmens mysterium fuldstændigt. Når personerne under mistanke ikke formår at vække interesse, er der meget lidt grund til at bekymre sig om, hvem der viser sig at være Prynne.

Der er ellers masser af talent at finde på rollelisten, men ingen af dem får noget at arbejde med. Vera Farmiga og Patrick Wilson, hovedrolleindehaverne fra Nattens dæmoner, tropper begge op til to scener, mens Sam Neill knap nok ænses.

De ansigtsløse skurke, som Joanna arbejder for, virker også alt for overmenneskelige. ”Det er magtfulde personer, du er oppe imod,” bliver folk ved med at fortælle Michael. Og det burde være spændende, at skurkene konstant kan rykke ham rundt i manegen.

Men det er omsonst, at de kan myrde personer ud af ingenting og på et givent tidspunkt ved præcis, hvad Michael fortager sig. Filmen mangler i den grad en Hans Gruber-pendant.

Det hele kulminerer i en sidste akt, som kører helt af sporet. For eksplosioner og slå-på-tæven-action kan ikke skjule en skuffende halvhjertet afslutning på mysteriet om, hvem skurken og Prynne er.