Silent Nights

For nogle år siden stødte jeg ind i en filmkonsulent på Filminstituttet. Hun følte trang til at kommentere en Ekko-artikel. Vi havde netop udråbt fremtidens filmskabere, men konsulenten var ikke enig. Især sprang ét navn i øjnene: Aske Bang.

”Han er meget optaget af at fortælle et budskab,” sagde hun, og så kunne jeg vel nok forstå, at Aske Bang ikke var fremtiden for dansk film. Tænk engang, manden vil sige noget med sine film!

Episoden er blevet sat i perspektiv af, at Filminstituttet siden da har givet Aske Bang det ene afslag efter det andet. Sågar Filmværkstedet, hvor enhver ellers kan gå ind fra gaden og få støtte, har vendt tommelfingeren nedad. 

I aften kan Aske Bang vinde en Oscar med Silent Nights, og selv om Oscar-nomineringen ikke er et bevis på, at han har lavet en af sidste års bedste kortfilm, er den et vink med en vognstang til filmkonsulenterne om at få øjnene op for Bangs særlige talent.

At fortælle en prunkløs historie med et budskab er ikke nødvendigvis en mindre kunst end at vende kameraet på hovedet, slå sytten knuder på sig selv og lave en slutning, der stritter i alle mulige retninger.

Det er jul, hjerternes tid, og unge Inger har fået et frivilligt arbejde på et herberg, hvor hjemløse, afrikanske indvandrere flokkes om at få mad og tag over hovedet i den kolde vinternat.

Der er ikke plads til ghaneseren Kwame, men da Inger opdager, at han udenfor på pladsen er ved at blive overfaldet af andengenerationsindvandrere (”racisme findes alle steder og hos alle mennesker,” som det rigtigt, men også lovligt proklamerende lyder i en replik), kommer han ind i varmen i både bogstavelig og overført forstand.

De forelsker sig (lidt for hurtigt), men kærligheden er ikke problemfri. Ingers fordrukne mor, som datteren tager sig af, er racist, og hjemme i Ghana har Kwame en kone og tre børn, hvilket han har undladt at fortælle Inger. Og da et af hans børn rammes af malaria, stjæler han penge fra herberget for at kunne betale hospitalsopholdet.

Historien – skrevet af instruktøren og hans far Ib Kastrup – er enkel, men det er værd at bemærke, at lignelsen om den barmhjertige samaritaner bliver nuanceret.

Den nødstedte er langt fra uskyldig – Kwame stjæler, lyver og bedrager sin hustru – og samaritaneren Inger har også sine egne ubevidste motiver, idet hun er ensom og har brug for en kæreste. ”Jeg lever et meget hårdt liv,” forklarer han, men har hun egentlig ikke også et hårdt liv, og kan man overhovedet bruge det som en undskyldning?

Ingen af dem er imidlertid dårlige mennesker, og undervejs lærer Inger, at tilværelsen ikke er så sort-hvid, som hun troede.

Svagheden er, at Silent Nights virker som en spillefilm, der er blevet presset ned til en kortfilm på 30 minutter – ligesom Aske Bangs gennembrud Ladyboy, der imidlertid havde et mere roligt og naturligt flow.

Ikke færre end seks krediterede klippere vidner om problemer, og når næsten hver scene byder på et nyt, stort vendepunkt, føles det indimellem som et hækkeløb.

Alligevel bliver man rørt, og det skyldes ikke mindst Malene Beltoft Olsens overbevisende spil i hovedrollen. Hun er helt gennemsigtig og formår på et splitsekund at udtrykke, hvad Inger føler og tænker. Vi falder for hendes stilfærdige, gæve væsen, ligesom debutanten Prince Yaw Appiah formår at gøre Kwame sympatisk trods personens usympatiske valg.

Også birollerne er solidt besat med Ali Kazim som Ingers livskloge chef og Vibeke Hastrup som hendes sortsynede mor, og situationerne sitrer i Sebastian Danneborn-Spjuths varme, håndholdte billeder.

Man sidder og spekulerer på, hvordan dette umulige kulturmøde dog skal slutte, og faldgruberne begynder at åbne sig. Men Aske Bang har en trumf i ærmet, hvor julens budskab om næstekærlighed får sit eget, ironiske skæbnetwist.

Det er på én gang bevægende og usentimentalt logisk.

Og samtidig befriende i en branche, hvor man gerne kritiserer danskerne for at være fremmedfjendske, men ikke selv kunne drømme om at have en flygtning boende. Aske Bang trækker immigrationsdebatten ned på et menneskeligt plan og ser problemerne i øjnene uden hverken at komme med nemme løsninger eller give køb på sin oprigtige solidaritet med samfundets outsidere – uanset hudfarve.

Den 28-årige instruktør har potentialet til at lave folkelig filmkunst med holdning og hjerte, en mangelvare i dansk film i disse år. Forhåbentlig går det også snart op for konsulenterne på Filminstituttet.