Det virker irriterende beregnende, når det sidste minut af tredje afsnit i den nye sæson af Silicon Valley er et af den fremragende series bedste øjeblikke.
Beregnende, fordi kun de første tre afsnit er blevet sendt ud til anmeldere, og man derfor strategisk slutter på toppen. Og irriterende, fordi man genser situationen efterfølgende og griner lige så højt anden gang, samtidig med, at man smider de kritiske briller.
Lige så irriterende er det formentlig, at jeg nu har lagt op til en sjov situation, som ikke bliver forløst her. Men tro det, når jeg siger, at det er overraskelsen værd, og bare rolig: de tre halvtimes-afsnit, der leder op til, er alt andet end kedelige.
Allerede inden introsekvensen i første afsnits åbning, der tager fat, hvor anden sæson sluttede, er karaktertegningen og humoren så skarp som nogensinde før. Über-nørden og skaberen af gruppens digitale virksomhed Pied Piper, Richard Hendricks (Thomas Middleditch), er netop blevet afsat som direktør for sit eget hjertebarn. I perpleks frustration kører han ud for at løse situationen, men rammer på vejen et mekanisk dådyr og udbryder ulykkeligt: ”Jeg har dræbt en bambot!”
Inden da har den hashglade, men entreprenante Erlich Bachman (T.J. Miller) givet sin bong til gruppens prygelknabe Jared (Zach Woods) og bedt ham tømme den for røg, så Erlich kan tage med Richard og få styr på sagerne. Jared begynder modvilligt at suge røgen ud, og det er meget sjovere end det lyder. Hans selvudslettende forsigtighed bliver i øvrigt kun mere underholdende som serien skrider frem, og i tredje sæson har han overhalet bombastisk morsomme Erlich som den sjoveste karakter.
Imens holder de sidste to dele af det umage femkløver, computerprogrammørerne Dinesh (Kumail Nanjiani) og Gilfoyle (Martin Starr), deres fornøjelige had/kærlighedsforhold ved lige trods udfordringer.
Seriens første sæson var lovende, men hævede sig i anden op i den absolutte superliga af tidens komedieserier. Kun tre afsnit inde i tredje sæson er det tydeligt, at det er en position, Silicon Valley ikke har tænkt sig at afgive.
Med sit fokus på den eksplosive it-branche, kunne man forestille sig en serie, der hele tiden kører i et komisk femte gear, som den ligeledes fremragende HBO-kollega Veep.
Heldigvis har Silicon Valley sin helt egen personlighed, så det ikke bare bliver en konkurrence om, hvilken serie, der hurtigst fyrer flest profane spydigheder af – for der vinder Veep trods alt, selv om der er kamp til stregen. I stedet veksler Silicon Valley mellem de hurtige fornærmelser, der er jargonen i mandegruppen, og mere løse komiske indfald, som når Richard prøver at tale forretning, mens to heste boller i baggrunden.
Der bliver givet luft til disse skæve situationer, men samtidig bliver fortællingen hele tiden drevet frem. Mens man i mange komedieserier altid ender tilbage ved det status quo, der sikrer at serien kan fortsætte i noget nær uendelig tid, er Silicon Valley ikke bange for at brænde en masse historie hurtigt af.
Det betyder at serien, hvis primære formål er at være sjov, også fungerer på et mere dramatisk plan. Dynamikken i gruppen er selvfølgelig seriens største styrke, og man fornemmer, at de nok skal være sjove ligegyldigt om det går godt eller ej. Men samtidig er det også interessant at følge deres færd som opstartsvirksomhed, der prøver at finde plads i en højkapitalistisk markedsøkonomi, som ikke skyer nogen midler for afkast.
I de første sæsoner var fjenden Gavin Belson (Matt Ross), milliardæren bag it-giganten Hooli, men i tredje sæson lukker han Pied Pipers konkurrent Nucleus. I hans sted kommer den nye fjende endnu tættere på, nemlig i form af Pied Pipers nye direktør, den succesfulde forretningsmand Jack Barker (Stephen Tobolowsky).
På den måde holder seriens klassiske kamp-med-chefen-tematik, der som alle andre sitcoms på arbejdspladser er i fare for overdreven gentagelse, sig frisk. Alt det lagt sammen betyder, at Silicon Valley er den digitale tidsalders skarpeste komedieserie.
facebook
twitter
Kommentarer