Efter komediesucceser som Bridesmaids, Spy og opdateringen af Ghostbusters lover A Simple Favor os en mørkere side af den amerikanske instruktør Paul Feig. Det kan godt være, at Feig har bevæget sig over i thriller-genren og nedtoner den komik, han er bedst kendt for. Men hans nye film er stadig mere kulørt end mørk.
Stephanie (Anna Kendrick) er forstads-alenemor af typen, der deltager i alle børnenes aktiviteter med overdrevent engagement og kun nødigt lader de andre forældre komme til. En småneurotisk perfektionist med en fornuftig bil, et perlende humør og egen videoblog om mom stuff. Og, opdager vi, en tragedie i bagagen.
Den glamourøse Emily (Blake Lively) har en søn i samme klasse. Da de to drenge en dag vil lege sammen efter skole, bliver det starten på et umage venskab mellem Stephanie og Emily.
Filmen leger genrevant med både kontraster og dobbeltgængermotiver.
Stephanie er mørkhåret, nervøs og hæmmet og lugter langt væk af forstæderne. Emily er hendes diametrale modsætning: en blond, impulsiv og selvsikker storbypige. Hun arbejder for en trendy modedesigner, kører Porsche og drikker stærke martinier tidligt om eftermiddagen. De andre forældre betragter hende med en blanding af forargelse og fascination.
Emily og Stephanie er til gengæld fælles om at have rod i økonomien – og mørke under overfladen.
En dag forsvinder Emily sporløst, og selv om både politiet og Emilys mand er på sagen, begynder Stephanie sin egen efterforskning. Der lukkes hurtigt op for en pose fuld af twists, falske spor og skjulte hemmeligheder, som Stephanie i øvrigt deler på sin videoblog.
Filmens romanforlæg af Darcey Bell er blevet beskrevet som ”Gone Girl på steroider, amfetamin og kokain”.
Jeg har ikke læst bogen, men der er ikke mange spor af steroider, amfetamin eller kokain i Paul Feigs filmversion. Højst et glas rosé for meget på en hverdagsaften. Og Feig er ingen Fincher.
Thriller-mekanikken fungerer fint nok. Handlingen har de twists, den skal have. Men Feig har svært ved at finde den rette tone.
På den ene side vil han gerne lave en klassisk thriller, hvor lag på lag af hemmeligheder afdækkes, og vi langsomt trænger ned i mysteriet. På den anden side er han en instruktør med et oplagt talent for bred komedie, og man har hele tiden fornemmelsen af, at han står på bremsen i forhold til komikken, fordi han gerne vil tages alvorligt som en ”rigtig” filminstruktør.
Midt i dramaet om Emilys forsvinden slipper der momenter af velfungerende bitchy komedie igennem, navnlig omkring de øvrige forældre, i børnenes klasse og i et par scener med Rupert Friends rædsomme (og skægge) modedesigner.
Men de virker, som om de hører hjemme i en helt anden film. A Simple Favor ved ikke, om den skal være romantisk thriller eller forstadskomedie.
En thriller om en kvinde, der forsvinder, kalder på både lys og skygge. Også visuelt. Men stilen er velbelyst, glat og materialistisk, så det næsten ligner et dameblad.
Filmen udspiller en muligvis særligt feminin Hollywood-fantasi: en verden af søde børn, mænd, der enten er sexede eller døde (og dermed ekstra romantiske), veltillavede, stilige drinks, en garderobe fuld af designertøj og dyre sko. Selv Stephanies mands tragiske død ligner mest en undskyldning for at smadre en klassisk Camaro-sportsvogn i fetichistisk slowmotion.
Den lille sidehistorie, der følger Stephanies videoblog, rummer muligheden for en bidsk kommentar til tidens optagethed af sociale medier. Men der er ingen kritik, kun en afsluttende jublen over, at Stephanie får en million følgere på YouTube.
A Simple Favor er en skabelon-thriller for det trendy borgerskab, der poster fotos af deres fredagsdrinks på sociale medier.
Kommentarer