Biografanmeldelse
27. aug. 2014 | 17:18

Sin City: A Dame to Kill For

Foto | Rico Torres
Mickey Rourkes Marv pløkker og tæsker sig endnu engang gennem Sin City i Frank Miller og Robert Rodriguez toer, der desværre skuffer.

Opfølgeren til den stilskabende Sin City er en tung, ucharmerende, kynisk og halvklam affære, der minder om en ufrivillig parodi.

Af Flemming Kaspersen

Frank Millers Sin City er et af den moderne amerikanske tegneseries stærkeste grafiske værker. En minimalistisk, kantet og ekstremt kontrastfuld noir-pastiche. Og vel nok Millers mest vellykkede værk som tegner/forfatter siden hans legendariske Batman: The Dark Night Returns fra 1986.

Sideløbende med tegneseriekarrieren har Frank Miller siden slutningen af 1980’erne haft det ene ben i Hollywood. Og da han og Robert Rodriguez i 2005 filmatiserede Sin City, lykkedes det parret at skabe en film, der overbevisende og originalt smeltede de to kunstformer sammen i et helt unikt æstetisk udtryk.

Sin City var et succesfuldt mix af Millers brutale, overdrevne noir-grafik og Rodriguez’ stilistiske opfindsomhed – filmet i benhård sort-hvid med eksplosioner af rødt blod og læbestift, indspillet næsten udelukkende i et green screen-studie og digitalt efterbearbejdet i et hidtil uset omfang.

Nu har Miller og Rodriguez lavet en efterfølger, der er halvt sequel, halvt prequel til originalen. I 3D oven i købet. Ligesom forgængeren består Sin City: A Dame To Kill For af en håndfuld løst forbundne episoder. Og den har i det hele taget mange ligheder med den første film.

Den ormstukne storby Sin City er det samme labyrintiske mix af Los Angeles og Gotham City, og mange af personerne går igen. Mickey Rourke er tilbage som den gigantiske voldsmand Marv, der har et hjerte af guld, når det kommer til stripperen Nancy (Jessica Alba). Josh Brolin har erstattet Clive Owen i rollen som privatdetektiven Dwight, der ligeledes er svag i koderne, når det drejer sig om kvinder, navnlig Eva Green som titlens femme fatale.

Bruce Willis dukker op som spøgelset af politimanden Hartigan, og Powers Boothe er den sadistiske Senator Roark. Joseph Gordon-Levitt er den mest bemærkelsesværdige tilføjelse som den unge gambler Johnny, der slår Roark i poker og kommer til at betale en høj pris.

Den mest afgørende forskel fra Miller og Rodriguez’ første, stilskabende film er, at det denne gang ikke rigtigt fungerer. Det er lykkedes dem at tage stort set de samme ingredienser og samle dem til en tungt haltende, ucharmerende ligegyldighed. Byggeklodserne er i orden, men filmen mangler bare det element af uhåndgribelig magi, som gjorde etteren til en oplevelse.

Der er masser af brutal, stiliseret vold i filmen. Men man mærker ikke smerten så meget, som man fornemmer en underliggende tone af kynisk sadisme.

Der er tonsvis af sex: ludere i lak og læder, hårdtarbejdende strippere og i særdeleshed Eva Green splitternøgen forfra og bagfra. Men det hele er mærkværdigt usexet. Og persongalleriets opdeling i ældre, barske mænd og unge, villige damer bliver ærligt talt lidt klam-onkel-agtig.

Sine velpatinerede tough guy-skuespillere bruger filmen ikke rigtigt til noget. Josh Brolin, Powers Boothe og Ray Liotta spiller med eftertryk, og Brolin er ret beset et bedre valg til rollen som Dwight end Clive Owen. Han har den rette fysiske pondus.

Men de får ikke meget andet at arbejde med end tyndslidte noir-klicheer: den forelskede bøf, den moralsk fordærvede politiker, ægtemanden på afveje. Mickey Rourke ligner en mand, som ikke rigtigt er til stede. Og Bruce Willis’ få scener som afdød strømer ligner mest en undskyldning for at få ham med på plakaten.

Billederne og replikkerne driver af dyster, selvhadende noir-stemning. Men stilen er nu så langt ude i pastichen, at den kammer over i ufrivillig parodi.

Pointen er nok, at en rigtig film noir starter med personer, man kan sympatisere med, også selv om de hader sig selv og verden. Hovedproblemet for Sin City: A Dame To Kill For er, at dens personer er nøjagtigt så endimensionale, som tegneseriefigurer ofte beskyldes for at være.

Trailer: Sin City: A Dame to Kill For

Kommentarer

Titel:
Sin City: A Dame to Kill For

Land:
USA

År:
2014

Instruktører:
Frank Miller, Robert Rodriguez

Manuskript:
Frank Miller

Medvirkende:
Mickey Rourke, Jessica Alba, Josh Brolin, Joseph Gordon-Levitt, Rosario Dawson, Bruce Willis, Eva Green, Powers Boothe

Spilletid:
102 min.

Aldersgrænse:
Tilladt over 15 år

Premiere:
28. august 2014

© Filmmagasinet Ekko