Biografanmeldelse
11. feb. 2016 | 01:28

Single i New York

Både Alice (Dakota Johnson) og Robin (Rebel Wilson) er ret lækre på deres egen måde, og gudskelov forfalder den ikke til at fordømme singlelivet.

Tøsefilm er befriende fordomsfri, men den kan ikke rigtigt beslutte sig for, om den er et tankevækkende drama eller en rendyrket komedie.

Af Ida Rud

Det er ikke overraskende, når en film om single-piger lægger ud med hårdtslående dansemusik allerede under filmselskabernes indledende logoer.

Den generiske popmusik (som ikke er Beyoncés Single Ladies (Put a Ring on It) – hvordan har filmfolkene ladet den gyldne chance forpasse?) er selvfølgelig lydtapet til et tætpakket dansegulv, hvor Robin (Rebel Wilson) giver den uhæmmet gas med sine frodige former i tætsiddende kjole, mens hun snaver til højre og venstre til stor begejstring for de andre gæster – især de mænd, der får tunge.

”Er det endnu en film, der skal udstille, hvor lamt single-folket opfører sig?” tænker man i sit stille sind. For dem har vi set før. Lykken er jo tosomheden, og diskoteks-eskapisme med efterfølgende one night stands og hverdagstømmermænd er for tabere.

Det har rom-com-film som for eksempel How to Lose a Guy in 10 Days og Mænd er utrolige fortalt os i umindelige tider. Men Single i New York bryder faktisk lidt med påstanden om, at parforholdets lyksaligheder er eneste sande vej.

Hovedrollen Alice spilles af en forførende charmerende Dakota Johnson. Hun møder sin kæreste i sit første år på universitetet, men da hun er færdiguddannet, får hun den idé, at de trænger til at være væk fra hinanden et stykke tid. Hun har elsket ham gennem fire år, men vil gerne prøve at være alene for en enkelt gang i sit unge liv, inden hun slår sig ned.

Kæresten Josh protesterer, men Alice har besluttet sig, og hun flytter til New York og ind hos sin single-karriere-storesøster og begynder på sit drømmejob hos et smart advokatfirma. Hvor hun så møder festpigen Robin.

Og Robin tager hende straks under sin balladevinge. Snart har Alice knaldet med den lækre bartender og finder selvfølgelig hurtigt ud af, at hun gerne vil vende tilbage til den sikre tosomhed.

Så let skal det naturligvis ikke gå.

Det er befriende, at den lille og kraftige Robin ikke udstilles på grund af sit udseende. Der vil sikkert være flere, som vil tænke, at hun er lidt af en babe – dejligt med et kvindeligt Hollywood-forbillede, der bryder normen.

Hvis så bare ikke hun var så åndssvagt mærkelig.

”Jeg kunne lave rastafrisure ud af dine fissehår og danne et reggae-band,” er bare en af de afsindigheder, hun siger til sin bedste veninde Alice. Hvor er det dog upassende og ucharmerende! Måske sjovt i begrænset mængde, men sådan er hun konstant.

Så selv om Single i New York helt tydeligt satser på at være en sjov komedie, så falder den ofte til jorden. Den er egentlig mere sød, og så er den flot lavet. Masser af håndholdt kamera, smukke solnedgangsbilleder af New York, misundelsesværdigt lækre lejligheder og fancy brug af tekstbeskeder på skærmen, som man kender det fra tv-serien House of Cards. Man får i hvert fald helt selv lyst til at være single i New York.

Men det er forvirrende, at den hverken er en rendyrket komedie eller særligt tankevækkende. Det er dog en film, der handler om at finde sig selv – og det gør den på sin egen fine måde.

Foruden Alice og Robin, får vi også indblik i Meg (Alices storesøster) og Lucys kærlighedskvaler. Og et par mænds, men de er overvejende bifigurer.

Det bedste ved filmen er, at den ikke dikterer, hvad der er den rigtige måde at leve sit liv på. Det er op til den enkelte. Og det er nok meget sundt at blive husket på i en tid, hvor folk har det med at ensrette sig i forhold til, hvad man kan se, at alle de andre smarte gør på Instagram og Facebook.

Men fyre, I er nu advaret: Det er overvejende en tøsefilm.

Trailer: Single i New York

Kommentarer

Titel:
Single i New York

Originaltitel:
How to Be Single

Land:
USA

År:
2016

Instruktør:
Christian Ditter

Manuskript:
Abby Kohn, Marc Silverstein, Dana Fox

Medvirkende:
Dakota Johnson, Rebel Wilson, Leslie Mann, Alison Brie, Anders Holm

Spilletid:
110 min.

Aldersgrænse:
Tilladt for alle

Premiere:
11. februar 2016

© Filmmagasinet Ekko