The Sisters Brothers

Man kan undre sig over, at franske Jacques Audiard først nu – 25 år inde i karrieren – laver sin første amerikanske film.

Han har den blanding af solid arthouse-kvalitet, klassisk filmsensibilitet og en forkærlighed for karakterbårne genrefilm, som ofte er lig med en direkte billet til Hollywood.

Med den amerikansk co-producerede The Sisters Brothers har han taget springet og endda kastet sig over det allermest amerikanske, nemlig westerngenren.

Audiard vandt Sølvløven på filmfestivalen i Venedig for filmen, der ikke er en traditionel western til trods for genrens velkendte, visuelle motiver: revolvere, hatte, heste, støvede pionérbyer, skuddueller.

Hos Audiard er rytmen, personerne og moralen anderledes. Filmen er ingen genre-stiløvelse, snarere et knudret karakterstudie, der tilfældigvis udspiller sig i 1850’ernes USA.

Eli og Charlie Sisters – John C. Reilly og Joaquin Phoenix, to skæve skuespillere, der begge er perfekt valgt til rollerne – er storebror og lillebror.

Deres far døde, da de var unge. Hvordan får vi at vide sent i filmen. Det eneste, de husker ham for, er hans drikkeri og et voldeligt vanvid, som de er overbevist om, at de har arvet. De føler farens sindssyge blod løbe i deres årer som en uafrystelig forbandelse.

Charlie ser ud til at slægte faren på. Han dræber folk uden at blinke, larmer og provokerer, og drikker til han brækker sig.

Eli synes mildere, han er den voksne. Han køber noget så usædvanligt i det vilde vesten som en tandbørste, hvilket gør ham både aparte og moderne. Med sig i saddeltasken har han et rødt sjal, som betyder meget for ham. Måske symboliserer det håbet om et fredeligere liv.

De to brødre arbejder for en rigmand, som sender dem ud forat dræbe en guldgraver ved navn Hermann Kermit Warm. Også detektiven John Morris – spillet af Jake Gyllenhaal – har fået samme tjans, men da han opsporer Hermann, slår han følgeskab med ham.

Planen er, at Sisters-brødrene skal indhente dem begge og dræbe Hermann. Først skal de dog tortere ham for at få ham til at afsløre sin revolutionerende metode til at finde guld.

Undervejs må de to brødre kæmpe for livet mod bevæbnede mænd og den vilde natur.

I en fantastisk sekvens sluger Eli i søvne en giftedderkop, og da han vågner næste dag, er han døden nær efter at være blevet bidt indefra. Det lyner og tordner apokalyptisk. En bjørn skamferer Elis hest. De to mænd er uendeligt svage stillet over for naturens dødbringende kræfter.

I sådanne scener afslører Jacques Audiard sin mere dybsindige tilgang til genren. Han har en nysgerrighed over for de mange smådetaljer, der ofte ikke er plads til i mere plotdrevne westerns.

Også volden interesserer ham. Den er kontant og brutal. Man skyder, indtil alle er døde, og håber, at man ikke selv er blandt dem. Overlevende får en kugle mere. Lyden af skuddene er uhyggeligt hård og metallisk. Man forstår, hvorfor Eli længes efter et fredeligere liv.

Amerikanske westerns behandler typisk volden lidt henkastet. Hos Audiard er den ægte skræmmende.

Selv om den starter i dødbringende mørke med en kaotisk ildkamp, viser The Sisters Brothers sig snart at være en barsk og underholdende gavtyve-western, som slutter i mildt sollys. Tonen minder om Coen-brødrenes No Country for Old Men. Her er samme originale fortolkning af westerngenrens motiver, samme underspillede filosofi og samme pludselige, overraskende twists og skift i tone.

Som Coen-brødrene er Audiard en filmelskers instruktør, og han gemmer sin mest ekvilibristiske sekvens til sidst – en glidende kameratur gennem et hus, hvor tiden pludselig accelererer.

Og det er blot en af mange usædvanlige detaljer i The Sisters Brothers, som giver lyst til et gensyn. Det er en dybt original film, som både arthousefans og western-aficionados vil elske.