Skønheden og udyret

Det er ikke uden en vis surmulende skepsis, at jeg indfinder mig til pressevisningen af, hvad jeg forventer vil være et grisk og totalt unødvendigt remake af en elsket barndomsklassiker.

For min generation er Skønheden og udyret en af de Disney-film, der, så snart man sætter den på, kan henføre én til sygedage fra skolen, hvor man sad i dyne-kokon og tyndsled sine vhs’er, mens man gemte sig fra morgensolen.

Det er ikke en film, der skal pilles ved!

Men allerede under åbningsnummeret begynder min fod at vippe i takt til musikken. Belle synger lidt dagdrømmeri på vej til landsbyen, hvor bageren overtager sangen, så fiskehandleren og så videre, indtil hele markedspladsen hopper, springer, synger og danser, mens kameraet farer vildt rundt i mængden. 

Jeg sidder som ét stort grin og glemmer at tage noter.

Gode musicals er som gode actionfilm: De går lige i kroppen på én. Hvem anede, at Emma Watson kunne synge?

Og Disneys Skønheden og udyret er først og fremmest en musical. Da tegnefilmen havde premiere i 1991, hed det sig, at det bedste show på Broadway gik i biografen rundt om hjørnet, og kun et par år senere havde en teaterversion premiere. Den forestilling kunne herhjemme ses på Det Ny Teater, og nu kan den altså ses i biografen, sådan mere eller mindre.

Bill Condons spektakulært iscenesatte filmatisering overtager nemlig de små tragiske mellemregninger, der blev føjet til for at give teaterstykket lidt mere weltschmerz.

Og så har den samme ånd som en teatermusical. Man behøver ikke genopfinde den dybe tallerken, så længe man giver publikum en forrygende forestilling!

I store træk er historien den samme. Belles far tages til fange af det lunefulde uhyre, spillet med gennemslagskraft på stylter og bag computergenereret makeup af Dan Stevens. Belle vælger at tage sin fars plads i det forbandede slot, hvor tjenestefolket er forvandlet til møbler og husholdningsartikler, og lidt efter lidt falder hun for udyrets kejtede kurmageri.

Eller også bukker hun bare under for Stockholm-syndromet. Kønspolitikken er stadig lidt uklar.

Desværre for de to brygger landsbyens opblæste alfahan Gaston – Disney-universets mest underholdende flødebolle vakt til live af Luke Evans – på en ”redningsaktion”. For han er fast besluttet på at gifte sig med Belle, om hun vil det eller ej. ”Du er det mest gudeskønne væsen, jeg nogensinde har set!” proklamerer han – til sit spejlbillede.

Det er på flere punkter den mest smukke og mest gammeldags eventyrlige af Disneys nye kuld af live action-filmatiseringer. Den genskaber et fantasiens Frankrig med nette bindingsværkshuse, dunkle skove og opulente paladser. Der er råd til meget stemning med et budget på over en milliard kroner.

Men det er en film, der står og falder med musikken. Ikke alle filmstjerner kan synge (i det gamle Hollywood hentede man musicalstjerner i varietéteatret), men castet synger stærkt for i både de gamle klassikere og de enkelte nye sange, som Disney-veteranen Alan Menken har skrevet til filmen.

Helt som forventet er det Ewan McGregor, der med lummer fransk accent som den forheksede skørtejæger Lumiére leverer filmens musikalske højdepunkt med middagssangen Be Our Guest. Et nummer, der starter simpelt med keglelys på sangeren, den levende lysestage, som spankulerer hen over borddugen.

Så sættes tempoet op med dansende tallerkener fra højre og venstre, og inden længe fyldes hele lærredet med knive og gafler i kalejdoskopiske danseformationer, der kunne gøre musicalkoreografiens mester Busby Berkeley søsyg.

Det er fænomenalt godt håndværk, og når det går højest, bliver man væltet overkuld af bar musikalitet. Man kan savne lidt vovemod – den første homoseksuelle Disney-karakter kommer kun halvt ud af skabet – men hvis det færdige produkt virker mere som et ansigtsløft end en nytolkning, er det forsvarligt nok.

Der er ingen grund til at tænke nyt, hvis man én gang har ramt plet.