I 2002 kom Blue Sky Studios på banen med Ice Age og viste, at de ligesom Pixar og DreamWorks er stand til at skabe helstøbte fantasiuniverser, der med eminent animation går rent ind hos både store og små, og som man nærmest ikke har lyst til at forlade.
Skovens hemmelige rige er Blue Sky Studios ottende spillefilm, og den byder på smukke billeder fra en vildtvoksende skov – men denne gang har man det lidt for godt med at forlade universet igen, når rulleteksterne kører over lærredet.
Den syttenårige Mary Kathrine – eller M.K., som hun foretrækker at blive kaldt – har ikke haft forbindelse til sin verdensfjerne far i mange år og skal nu bo hos ham i en periode for at genetablere forholdet. Faren, professor Bomba, har brugt hele sit liv på at forske i et miniaturefolk i skoven, Bladfolket. Og da M.K. ankommer, er Bomba tæt på et gennembrud i forskningen, hvorfor han er mere optaget af solen og månens placering end af datterens bekymringer.
M.K. prøver at rejse tilbage til byen, men hvirvles pludselig ind i Bladfolkets liv og skæbne. Hun får til opgave at bringe en livgivende blomsterknop i sikkerhed, væk fra den onde Mandrake, der har i sinde at lade skoven rådne op og al natur forfalde. Med hjælp fra den egensindige Nod, Bladfolkets leder Ronin og et par snegle begiver M.K. sig ud på et dramatisk eventyr i skovens miniatureverden.
Visuelt er 3D-filmen omtrent lige så dragende flot som Avatar, men den deler desværre også Avatars tandløse plot. Det virker til, at holdet bag filmen har gaflet elementer fra fortællinger, der allerede har vist sig at være salgbare.
Ikke mindst stjæler filmen med arme og ben fra Star Wars, da Nod er med i et fugle-væddeløb og efterfølgende skal stå til regnskab for en tudse, der umiskendeligt minder om Jabba the Hut. Kampscenerne mellem bladfolket og de onde bogganere bringer klare mindelser om kampene mellem elvene og Mordors udsendinge i Ringenes herre, og da Bladfolket sniger sig ind i Mandrakes rige, ligner det til forveksling sekvensen, hvor Frodo og Sam er på vej ind i Mordor.
Plottet har også lighedstræk fra Den uendelige historie, men uden dennes charme og originalitet.
Det største lyspunkt er visdommens vogter, Nim Galuu, som er en showman af værste skuffe. Han siger nøjagtigt, hvad folk har lyst til at høre, og dét er sjældent sandheden. Et veloplagt øjeblik opstår desuden, da en bananflue fortæller om sit liv og går igennem de forskellige livsstadier frem mod døren på ganske få sekunder.
Det danske stemmearbejde er med til at løfte filmen, og især Mille Lehfeldt gør det godt som den humørsvingende teenager M.K. Den skøre professor Bomba, med stemme af Christian Damsgaard, er smittende med sit humør og sin charme.
Instruktøren Chris Wedge har udtalt, at han ikke har lavet filmen for børn, men den falder mellem to stole, da det nok primært vil være de mindste, der vil finde filmen underholdende. Den selvskrevne flirt mellem M.K. og Nod ender med et ualmindeligt uskyldigt kys, som formentlig vil virke fremmedgørende for en lidt ældre målgruppe.
Tematikken om at føle sig alene i verden som teenager bliver heller ikke efterforsket til bunds i den polerede historie. Og derfor ender man i stedet med at heppe på de mørke kræfter i form af den onde Mandrake, hvis følelser for sin søn i det mindste virker oprigtige.
Kommentarer