Lad det blive slået fast med 007-tommersøm fra start: Skyfall er den bedste James Bond-film meget længe.
Vi skal nok helt tilbage til dengang, Sean Connery var agenten med licens til at dræbe og nedlægge kvinder, for at have set noget lignende i forhold til den gode balance mellem det eventyrligt eksotiske, det elegant ekstravagante og det realistiske og realpolitiske.
Hvor sceneriet er luksuøst, fremmedartet og langt borte, Bond både kynisk og mytisk, spion og sørøver som sin forfader Odysseus. Hvor historien spejler en genkendelig virkelighed med både terror og tortur, efterretningsvæsener og organiseret kriminalitet. Og hvor mænd og kvinder mere eller mindre klogt og hurtigt går i seng med hinanden.
Skyfall, den aktuelle Bond-film, som med bravur fejrer 50-årsdagen for den første af slagsen, Agent 007 – Mission Drab (Dr. No), citerer da også hele vejen igennem herligt og hæmningsløst de klassiske og bedste fra genrens guldalder: 007 jages (From Russia With Love) og Goldfinger.
Monty Norman og John Barrys verdensberømte James Bond-tema med ouverturen, hvor agenten i profil passerer et riffelløb, bliver flere gange spillet på alle de elektriske guitarstrenge. I den i mine øjne halvdårlige Casino Royale fra 2006 spilles temaet én gang og alt for langt inde i historien. Daniel Craig inkarnerede her for første gang 007 som muskelbundt mere end humørbombe, engelsk Arsenal-fan fra den sydlondonske arbejderklasse mere end skotsk adelsmand i hendes majestæts hemmelige tjeneste.
Nok var han allerede her klart den bedste skuespiller til at spille Bond. Men han var også en mere blød og blødende 007 med kommunefarvet hår og kartoffelnæse, en mand som muligvis havde siddet skævt på potten i barndommen.
I Skyfallfår Craig heldigvis både sin søofficersgrad og sit stamtræ tilbage, og han rykker klart op på ranglisten som en af de bedste agenter i serien. Og med Sam Mendes, skaberen af prisbelønnede sager såsom American Beauty og Vejen til Perdition, har James Bond fået sin allerbedste instruktør.
Filmen er en ren nydelse med sine mange utrolig flotte og inciterende billeder af et både surreelt og reelt univers, som leger med arketyper og allegoriske sindbilleder – anført af en totalt overspillende og manieret Javier Bardem som en überbøsset bøs og brutal superskurk med et ødipuskompleks på størrelse med Buckingham Palace. Han er lige ved at være for meget udi i sin surrealistiske og psykopatiske skurkagtighed.
Meget mere skal ikke røbes. For der er rigtig meget, som ikke må røbes i denne film, hvor man også kan mærke, at der for en gangs skyld er lagt penge og talent i historiens stringens og logistik, spænding og overrumpling.
Selvfølgelig er Bond igen på en hemmelig mission ned ad en vej fuld af venner og fjender, fæle lejemordere og farlige kvinder. Denne gang noget med en liste over spioner inden for international terrorisme, som er faldet i de forkerte hænder. Ligesom vi er på sporet af M’s mystiske fortid, jernladyen Judi Dench med stiv overlæbe og skudsikker dametaske. På sidelinjen finder vi den altid fremragende Ralph Fiennes som en good/bad-bureaukrat med skulende øjne og borende spørgsmål.
Om tiden ikke for længst er løbet fra gammeldags efterretningstjenester til fordel for computere på jorden og droner i luften? Alle disse altmodische agenter i skræddersyet smoking med skæg og blå briller, en stump og sort Waltherpistol i skulderhylsteret og en vodka-Martini rystet, ikke rørt, i et trekantet glas på lille fod? Alle de hurtige biler og replikker, romantik forklædt som kynisme og tørre tæsk på hustage og kørende tog, fatale engangsknald på silkelagner og så den sidste afgørende kamp mellem lyset og mørket, hvor gamle Storbritannien selvfølgelig vinder det sidste slag?
Svaret er nej. Og Skyfall.
Biografanmeldelse
25. okt. 2012 | 09:21
Skyfall
Foto | François Duhamel / MGM
Annonce
Trailer til Skyfall
Instruktør:
Sam Mendes
UK / USA 2012
Manus:
Neal Purvis, Robert Wade og John Logan
Medvirkende:
Daniel Craig, Javier Bardem, Judi Dench, Ralph Fiennes, Naomie Harris, Ben Whishaw, Bérénice Marlohe
Spilletid:
143 min.
Premiere:
26. oktober 2012
Kommentarer