Hypnosemordene var i 50’erne lige så omdiskuterede som det endnu aldrig opklarede dobbeltmord på Peter Bangs Vej. Den tidligere Hipo-mand Palle Hardrup dræbte to bankfolk under et mislykket røveri i 1951.
Efter et omfattende politiarbejde med psykologiske undersøgelser fandt man frem til en medskyldig, ”Skytsenglen” Bjørn Schouw Nielsen, som havde hypnotiseret Hardrup til at begå forbrydelsen.
Begge havde som nazister afsonet domme for landsforræderi og i fængslet fundet hinanden i et sælsomt venskab baseret på hypnose, yoga, nordisk sværmeri og latent homoerotik.
Med sin spektakulære blanding af nazisme, okkultisme og psykiatri undrer det, at historien aldrig før er blevet filmatiseret. Skytsenglen, sat i scene af den finske dokumentarist Arto Halonen med et cast fra nær og fjern, hvor alle taler engelsk.
Så vidt jeg kan se, holder Halonens manuskript sig nogenlunde til fakta, kun tilføjet den for krimien nødvendige kærlighedshistorie og pointerede opklaring, der sætter det meste på plads. Ikke at mysteriets rette sammenhæng er et mysterium for publikum. Halonen spiller med ganske åbne kort for i stedet at dvæle ved den kække svengali-skikkelse, Schouw Nielsen – et monster midt imellem Breivik og Peter Madsen.
Vor politihelt Anders Olsen, som forsøger at opklare sagerne i hård modvind på Politigården, bliver spillet sammenbidt og solidt af altid seværdige Pilou Asbæk. Anders har selv haft en skrårem af huden som brunskjorte. Men han kom på bedre tanker, gik i allieret tjeneste og er nu gift med den jødiske Marie, spillet af dansk-finske Sara Soulié.
I sin opklaring er han oppe imod sin overordnede, Thuesen, spillet rutineret af britiske Christopher Fulford. Det er en konspiratorisk pointe, at de to eksnazister muligvis havde venner inden for et politikorps, som her i begyndelsen af 50’erne ikke helt var udrenset for tyskervenlige kollaboratører og medløbere.
Men filmens indre drivkraft er magtkampen mellem den sagtmodige, men stædige strisser Olsen og så svindleren Schouw Nielsen, der meget muligt har beordret Hardrup (Cyron Melville) til at begå mordet. Men hvordan beviser man det? Hypnotisøren spilles overdæmonisk af amerikanske Josh Lucas, som sågar har tillagt sig en højengelsk accent for at virke endnu mere skurkagtig, når han med sleske øjne sender skæve smil i retning af Olsens kone.
Disse engelske stemmer i et smukt fotograferet fortidigt København, hvor instruktøren har sans for imposante og pompøse bygninger, giver hele filmen et i mine ører forkert toneleje for en historie, som både vil være autentisk, melodramatisk og spektakulært spændingssøgende.
Danskhedens aura og realisme forsvinder i replikkernes divergerende engelskhed, hvor hver skuespiller medbringer sin egen accent.
Alt er samtidig iscenesat med en spartansk og stilren distance, hvor personerne teatralsk bevæger sig fra interiør til interiør og til tider synes at være fastlåst i klaustrofobiske rum.
Det giver samme distinkte og dragende fornemmelse som i Rohmers mesterlige spionfilm fra 2004, Triple Agent. Men hvor franskmanden nøgternt lod sin uopklarede sag fra mellemkrigstidens Frankrig bevare dens autentisk åbne slutning, skal Skytsenglen partout have en net finale, som er Hitchcock værdig.
Den vil være en thriller, men tør ikke helt at tage springet til en mere stramt klippet spændingskurve og intriger sat op med genrens effekter og elan. Det er sympatisk, men også småkomisk, at filmen sætter af med en cykeljagt i stedet for en biljagt, og at sexscenerne enten er tækkelige eller bag lukkede døre.
Filmen slingrer usikkert mellem at ville være saglig og farvelagt reportage og samtidig antyde konspiratoriske labyrinter med fæle politifolk og gådefulde dødsfald.
Det er skummelt morads, der hverken bliver ryddet op i, forklaret eller udfoldet.
Kommentarer