Slave af Danmark – afsnit 2

Siden første afsnit af DR-dokumentaren om danske slaveejeres umenneskelige behandling af slavegjorte rullede over skærmen, har den fået hårde ord med på vejen, også i Ekko.

Det ømtålelige tema blotlægger enhver meningsdanners bias. Derfor lægger jeg ud med mit.

Som homoseksuel, der både i filmanmelder- og historikerrollen har beskæftiget sig med skildringen og behandlingen af etniske, seksuelle og religiøse minoriteter, ser jeg det som en demokratisk øvelse at se fortidens mørkeste kapitler i øjnene og lære af dem.

Min opvækst på Færøerne har desuden udrustet mig med en bevidsthed om dansk kolonialisme og forståelse for, at nulevende danskere ikke er ansvarlige for deres forfædres handlinger.

Slave af Danmark følger journalist Nola Grace Gaardmand, der i andet afsnit er rejst til De Amerikanske Jomfruøer – tidligere Dansk Vestindien – for at lære mere om Danmarks fortid med slaveri.

Sideløbende udspiller der sig en fiktiv fortælling baseret på sande hændelser med udgangspunkt i, at virkelighedens enevældige Kong Christian VII engang fik en vestindisk dreng som gave.

Tilbage på øerne er drengens mor Louisa (Marie-Lydie Melono Nokouda) rådvild og udfarende efter bortførelsen, mens der udspiller sig et psykologisk drama mellem slaveejeren Ludwig Schimmelmanns kone Henriette (Sofie Torp) og den slavegjorte Regina (Ross Mangal Khan).

Imidlertid udtænker Ludwigs fætter Ernst, som var datidens største slaveejer i Danmark, en omfattende reform af slavernes vilkår. Ikke af medmenneskelighed, men fordi det var god forretning, hvis de slavegjorte havde lange arbejdsliv, formerede sig og ikke døde af overlast.

Den kvikke læser bemærker, at jeg både siger ”slavegjorte” og ”slaver”. Det første er blevet kritiseret for at være woke og akademisk – og det andet for ikke at være det. 

”Vi hylder dem, der siger det rigtige, men handler forkert, og håner dem, der siger det forkerte, men handler rigtigt,” som Charlotte Gainsbourgs Joe siger i Nymphomaniac vol. II. Hun forsvarer sit brug af n-ordet, som jeg dog ikke advokerer for. 

Men den semantiske debat om serien tilrettelagt af Anne Fisker Hansen og Jonas Fægteborg-Førstø distraherer fra selve indholdet. 

En pointe hos kritikerne er, at samtaler med efterkommere af de slavegjorte kunne være en uvurderlig gevinst for serien. Det ville illustrere tugtelsens psykiske ar, der er blevet nedarvet over generationer.

Den idé er hermed givet videre til den næste dokumentarist eller filmskaber, der tager byrden på sig.

Men blandingen af fakta og fiktion er faktisk et effektivt greb, som gør rædslerne mere klare og forståelige for lægmænd, end en sober gengivelse af 250 år gamle arkivalier, tegninger og historiske genstande ville have været. 

Kvaliteten bliver ikke værre af udmærkede præstationer fra både sangeren JJ Paulo og kendte skuespillere som Sofie Torp, Thure Lindhardt, Fanny Leander Bornedal samt ikke mindst Ross Mangal Khan. 

Dokumentarens fortæller Nola besøger caribiske byer med danske vejnavne, kanoner og skår af dansk porcelæn. Sammen med arkæologer besøges også ruiner af plantager, mens indslag med forskere både i Danmark og De Amerikanske Jomfruøer udgør seriens dokumentariske kerne.

Særlig interessant er det, når eksperterne italesætter, hvordan opdigtede, racistiske forestillinger om afrikanere opstod som en måde at retfærdiggøre slaveri.

Både forestillingerne og den defensive kritik af serien bevidner en kulturel modvilje til at se den historiske arv i øjnene. Noget vi også ser i debatten om Grønland, eller hvis man spørger folk i de amerikanske sydstater om slaveri. 

Enhver fortælling om undertrykkelse åbner imidlertid solidarisk for at skildre stavnsbåndet, kvindekampen, behandlingen af grønlændere, færinger, islændinge, muslimer, lgbt’ere og andre nedtrådte i Danmarkshistorien.

Således gavner det alle, når serier som Slave af Danmark blotlægger historiske grusomheder med slaver, der piskes til blods, voldtages og adskilles fra deres nærmeste.

Men som Jane Fonda huskede publikum på i sin takketale ved dette års SAG Awards, betyder ”woke” blot at være empatisk. En af de mest værdifulde egenskaber, vi mennesker besidder.

Netop derfor vil nogle seere føle skam over fortiden, selv om de ikke er ansvarlige for det, der skete. Men endnu mere skamfuldt og skadende er det ikke at føle empati med menneskelig lidelse eller at fortie den.