Med dramadokumentar-serien Slave af Danmark har DR desværre forspildt muligheden for at lave et emotionelt mesterværk – et mesterværk, der kunne have fået os til at reflektere endnu dybere over et af de mørkeste kapitler i vores historie: slaveriet i Dansk Vestindien på de caribiske øer Sankt Thomas, Sankt Jan og Sankt Croix.
Fakta og fiktion spiller hinanden ned, og først i fjerde og sidste afsnit udfolder scenerne sig for alvor. Det er synd, for ambitionerne med serien er tårnhøje.
En lille sort dreng foræres til den danske konge. ”Til majestætens skue og fornøjelse,” som det udtrykkes. En markslave, der piskes, indtil ryggen er ét stort blodigt sår. En husslave, der igen og igen voldtages brutalt af ”Massa” (hendes herre), som kommer på besøg om natten.
Den stjernebesatte serie har mange dramatiske højdepunkter, som skuespillerne spiller så stærkt, at alle scener burde kunne mærkes langt ind i knoglerne.
Men det kan de ikke, og årsagen ligger i den mangelfulde komposition af fiktionsdelen og faktadelen. Dramatiske og hjerteskærende scener, der driver tårerne frem, klippes midt over, og pludselig befinder man sig i et støvet arkiv i Danmark, hvor en forsker fortæller om baggrunden for scenen.
Pludselig er man på tur i den nu tidligere danske koloni med faktadelens fortæller Nola Grace Gaardmand. Det er problematisk, for når man skamklipper følelserne ved at rive seerne ud af scenerne for tidligt, når rædslerne ikke at grundfæste sig.
Kigger man på den banebrydende 70’er-serie Rødder, Spielbergs Amistad, Tarantinos Django Unchained eller Steve McQueens 12 Years a Slave, forstår man, hvor vigtigt det er at lade scenerne folde sig helt ud.
Nogle vil indvende, at det er en uretfærdig sammenligning. Men når man tydeligvis har høje ambitioner om ikke blot at skabe en fiktionsdel, der illustrerer faktadelen, men også et rigtigt drama af kød og blod, må man finde sig i at blive sammenlignet med giganterne.
Faktadelen har naturligvis sin berettigelse. Ingen kan være i tvivl om, at der ligger et enormt og værdsat arbejde med flere hundrede års arkiver, bag serien. Og Nola Grace Gaardmands samtaler med lokale forskere gør et stort indtryk.
Men DR kunne med fordel have gemt faktadelen til et selvstændigt afsnit og ladet dét afslutte serien.
I afsnit fire sættes der fokus på opbrud og oprør – både i København og på de caribiske øer. Scenerne får endelig lov til at spille sig ud. Vi mærker ydmygelsen i København, når Regina (Ross Mangal Khan) og hendes søn Hans Jonatan (Mark David Gosse) bliver fremvist som eksotisk kunst af Henrietta (Sofie Torp).
Vi mærker angsten, når England truer Danmark med krig.
Vi mærker Ernsts (Gustav Giese) dilemma, når han drømmer om at gøre Danmark til det første land, der forbyder slaveri, men frygter de økonomiske konsekvenser.
Vi mærker hadet, sorgen, angsten og drømmen om oprør hos Louisa (Marie-Lydie Melono Nokouda) og Reginas datter Anna Maria (Malaika Berenth Mosendane), der arbejder som markslaver.
Det er her, hvor det endelig føles som vores fælles historie. Det er her, hvor havet, der adskiller Danmark og Dansk Vestindien, bliver til et tørområde, hvor vi går sammen med slaverne. Det er her, hvor fiktionsdelen og faktadelen går op i en højere enhed.
Naturen på det tidligere Dansk Vestindien får på smukkeste vis det sidste ord. I dag er plantagerne ruiner. Og de engang så perfekte rækker af sukkermarker er for længst dækket af vild natur.
Præcis som de skal være – for der er intet naturligt over slaveri.
facebook
twitter
Kommentarer