Det er sjældent, at en spionserie rammer helt plet, når oplægget er forudsigeligt.
Meta-plottet er en gammel traver, herhjemme brugt af Jussi Adler-Olsen i Afdeling Q-serien. Man laver lige en fiktiv afdeling af det etablerede efterretningsvæsen – her er det MI5, det britiske sikkerhedspoliti. Og så kan denne ”særlige” afdeling slå sig løs, ofte på den gale side af loven.
Jackson Lamb er chef for Slough House, som har det lidt sløje dæknavn ”Slow Horses”. Han spilles så forrygende af en distingveret, 66-årig Gary Oldman, at han i sig selv er hele serien værd.
Jackson er en dybt frastødende, men knaldende dygtig efterretningsagent. Han er chef, men er røget på udskiftningsbænken.
Så imens han prutter og bøvser og drikker whiskey til morgenmad og sviner Gud og hver mand til – som regel med fødderne oppe på skrivebordet og madrester i det tjavsede fuldskæg – opklarer han sag på sag sammen med sin noget tvivlsomme bemanding.
Det er et spraglet sammenrend af spioner, der er sendt ud i kulden. De er gamblere, narkomaner, nørder eller bare handlingslammede under spidsbelastning.
Serien, som også er et elskeligt portræt af et nutids-England, post Brexit, har kørt i tre forrygende sæsoner. I den fjerde sættes den gennemgående figur River Cartwright (Jack Lowden) igen i forgrunden.
River har dårlig dømmekraft, så han er ikke en oplagt mesterspion, mener hans chefer. Men fordi hans morfar var en stor kanon i MI5, er han lidt af en nepo baby. Rivers far er imidlertid et mysterium, for han har aldrig kendt ham.
Fjerde sæson begynder med en terroraktion i et indkøbscenter, der bliver sprunget i luften. Bag det hele står en monstrøs mand, eks-CIA-agent, iskold. Men hvem er denne Frank Harkness?
Igennem de seks afsnit, som hver sæson udgøres af, mosler vi med rundt i London – både over- og underground – men vi kommer også kommer vi til Frankrig. Og et smut længere tilbage i tiden. Helt tilbage til et tidspunkt, som svarer meget godt til, hvornår River blev undfanget. Og så bliver det spændende.
Mysteriet om Rivers far bliver afsløret af den i Australien residerende engelske skuespiller Hugo Weaving – som faktisk er født i Nigeria – og han er ærligt talt ikke noget rart møde.
Da han endelig træder i karakter som Rivers biologiske far, smider faren få minutter efter en rigtig håndgranat i Rivers hættetrøje. Efter at have trukket splitten, selvfølgelig.
Fjerde sæson er, som de foregående, simpelthen rasende spændende, velspillet, smuk og lækker.
Man bliver helt forelsket i den. Ikke kun i Oldmands bovlamme Lamb og alle hans fuldkommen fantastiske oneliners, men også i alle de øvrige skuespilleres seje præstationer. Jack Lowden er en slags nærmest lidt sød spion, når han spiller River Cartwright. Kristin Scott Thomas er autoritær politichef. Rosalind Eleazar spiller en skøn, spion med evige kæresteproblemer.
Noget af det fineste ved serien er, at den dvæler ved en række almenmenneskelige problemstillinger, samtidig med at der bliver skudt i alle retninger og aflyttet lokaler.
Saskia Reeves spiller for eksempel en midaldrende kvinde, der kæmper med at holde en spinkel ædruelighed igennem hele serien, imens folk hæmningsløst udnytter hendes svaghed.
Jonathan Pryce bliver som David Cartwright, altså Rivers morfar, igennem fire sæsoner tiltagende dement. I fjerde sæson folder det sig helt ud, da han i sin omtågethed skyder en forkert mand. Måske – for han har stadig lysende klare momenter.
Det er godt tænkt af Mick Herron, der har skrevet serien af spionromaner med Jackson Lamb i centrum – de fleste er oversat til dansk – at gøre hjernens forfald til et tema i en serie om intelligence.
Hvis man ikke kan få nok af Jackson Lamb, og det kan denne anmelder ikke, så kan man glæde sig over, at den femte sæson allerede er hældt i støbeskeen.
Kommentarer